Categories
Akutfolket

Synderen orker mig ikke

Hvad nu hvis Cubakrisen aldrig slutter?

Vi har bemandet vores positioner, vi er klar til at slås, men slaget kommer ikke. Der er små træfninger ved forposterne, fjenden tester vores perimeter. Men det store angreb kommer ikke.

Vi kan ikke forlade vores poster. Vi er afhængige af andres indsats for ikke at blive rendt over ende. Men vi skal stå klar i ambulanceporten og isolationszonerne. Hvis folk derude slapper af, skal vi kunne modtage COVID19 i en skala vi ikke har prøvet endnu.

Slaget står i Vest. Herning kæmper. Vi tager imod dem der ikke er kapacitet til derude. Patienterne derudefra varierer mellem at være virkeligt syge og bare klattede.

Historier fra Herning.

Akutfolket er spændt.

Så spændt, at jeg er opmærksom på små tegn til kamptræthed. Staldfeber. Bemærkninger der får en kant, der er farlig. Adfærd der bekymrer mig.

Den nødvendige disciplin er truet. Det er farligt for akutfolket.

En læge fra en anden afdeling skyder genvej gennem den store trædør der skiller isolationszone 2 fra ren zone. Den må kun åbnes i nødstilfælde. Han ser mig se ham. Han gider nok ikke diskussionen og drejer ned af en gang før jeg når hen til ham. Den gang fører ind i isolationszone 1, og derinde er der ingen patienter med relevans for ham lige nu.

Jeg orker ikke at forfølge synderen. Synderen orker ikke mig.

Vi plejer at have det sjovt sammen.

Vi trænger til at komme på bar. Drikke os fulde og danse dumt. Holde weekend med familien, og drikke kaffe med mor.

Vi trænger til at holde op med at være opmærksomme på, om vi er langt nok fra hinanden

Solen skinner endeløst over vores Cubakrise.

Jeg er coronatræt.