Akutfolket

Akutafdelingen dag 18 efter første coronaudbrud i Danmark.

Det er ikke os, der redder befolkningen.

Befolkningen redder os. Allesammen.

Det er alle derudes afsavn, lukkede butikker og truede arbejdspladser, der redder os. Det er befolkningens ofre, der holder os fra tilstande som i Bresica og Bergamo.

Vi træder til, hvis det går galt. Det lover vi.

Vi er meget klar til det. Vi skal ikke have gratis pizzaer og Othello-lagkager. Det skal alle dem uden for sygehuset. De skal forkæle sig selv.

Vi undværer vores familier, mens vi er her. Overvejer om vi tør give vores syge børn et kram. Ringer til hinanden for at finde ud af om vores småsymptomer tillader os at gå på arbejde. Er jeg virkeligt panodil-syg, eller kan jeg stille med akutfolket?

Vi skal – allesammen – betale for vores pizzaer og lagkager.

Vores lokale pizzamand og lagkagebager skal også have en butik, når det her er overstået.

Det er, fordi alle derude accepterer afsavn, at vi har så lidt at lave. Tak! Fortsæt!

Vi er lykkelige, hvis vi om 4 uger har set så få dårlige COVID19–patienter, at vi skammer os.

Og det vil være alle derudes disciplin og sammenhold, der har reddet os. Allesammen.

Vi ser COVID19-patienter, ikke mange og ikke dårlige.

Tak! Fortsæt!

Må danskerne elske sine venner på afstand og udenfor.

Søren og Mette har fat i den lange ende. Lad ikke dette gå galt.

Jeg skal mødes med min kone og mine børn i dag.

På en strand. Med 2 meters afstand.

Akutafdelingen, dag 16 efter første tilfælde af COVID19 i Danmark.

Hvor bliver den af?

Vi er så klar.

Toptunede!

Vi modtager sympatierklæringer, klapsalver og Othello-lagkager.

Men ingen COVID19-patienter. Kun dem vi heldigvis kan sende hjem igen.

Hvordan skal vi leve op til vores heltestatus, når vi ikke er i gang med at kæmpe?

Det er fantastisk med opbakningen, men opbakning til hvad?

Vi får lidt dårlig samvittighed når vi spiser lagkage. Vi føler ikke rigtigt, vi har fortjent den.

Det har de frysende hjemmeværnsfolk udenfor, så vi prøver at forkæle dem. De kan også godt lide lagkage. Og kaffe.

Malik blev født i Uzbekistan.

Han er uddannet læge fra Den Røde Hær.

6 år, med en måneds ferie fra akademiet i Sankt Petersborg om sommeren. Udstationeret i Baltikum, indtil Sovjet indsnævrede sig til Rusland.

Karriere i WHO.

Han er et stille geni.

I ventetiden har han, sammen med Morten, udtænkt et lille forskningsprojekt.

Det skal hjælpe os med at identificere COVID19-patienter, når næste bølge rammer til efteråret.

Hans plan er, at patienterne skal diagnosticere sig selv. De skal bruge en app.

Det er genialt.

Hvis der gik ild i Maliks bukser, ville han se sig roligt omkring – og spørge, hvem der ville være så venlig at slukke den.

Mine kone er fortsat syg, så det bliver sovepose igen.

Jeg FaceTimer med ungerne.

Akutafdelingen, dag 16 efter første tilfælde af COVID19 i Danmark.

Det bliver ikke vores verdenskrig.

Måske vores Cuba-krise, men ikke vores verdenskrig.

Vi er for forberedte. For dygtige.

Jeg håber, at Mette Frederiksen 1/4 toner frem på skærmen og råber “Aprilsnar!”…

Når jeg kaster en bold ind mod en mur, har jeg en klar forventning om, hvor den kommer tilbage.

I disse dage er indfaldsvinklen ikke helt lig udfaldsvinklen.

Jeg har i hvert fald svært ved at regne konsekvenser ud.

Jeg spærrer døre og flytter rum. Isolationsområder og stuer med saniterende undertryk etableres.

Jeg kaster mange bolde.

Margith har jeg mødt 1.000 gange på gangene i afdelingen. Hun flytter patienter rundt, ordner stuerne, når behandlinger er overstået.

Jeg har set hende ryge, men jeg fortæller ingen hvor, og det er længe siden.

Hun er lillebitte og utroligt stærk.

Jeg har ikke spekuleret over serviceafdelingen de sidste tre år.

Det fortalte hun mig i dag.

Uden at rådføre mig, havde jeg spærret en dør. Hendes liv blev uvarslet mere besværligt, og jeg havde ikke engang ulejliget mig med at informere.

Bolden landede et sted jeg ikke forventede.

Nu er det svært at køre en patient til CT scanning.

Mange ekstra skridt for nogen, der går langt i forvejen.

”Helt OK, det giver mening! Men informer lige næste gang.”

Akutafdelingen, dag 15 efter første COVID-tilfælde i Danmark.

Afdelingen er i oprør.

I en landsdækkende avis kan vi læse, at vi ikke gør det godt nok.

At vi ikke leverer den podning, mange mennesker bare hungrer efter i uvisheden om, hvad det er, de fejler.

At vi ikke undersøger nok.

I porten står søde, omsorgsfulde, grundige Henrik.

Patient for patient vurderer han, om de skal lukkes ind.

Han skal helst ikke tage fejl.

Hvis en patient, der ikke er COVID-smittet og ikke har behov for at indlæggelse, kommer ind – så er de faktisk i større risiko for at blive smittet, end hvis de blev hjemme.

Henrik følger den instruks, jeg laver og løbende opdaterer efter sidste udspil fra Sundhedsstyrelsen.

Og han er god.

Får han kritik, er det min skyld.

Nils, Vores lægefaglige direktør, forsvarer os. Vi gjorde det, Sundhedsstyrelsen gav os besked på.

I går.

I dag er der en ny retningslinje. I morgen sikkert en anden.

Vi er i undtagelsestilstand.

Overalt sidder sygeplejersker og læger og læser artiklen. Alle forstår problemet, alle er kede af det. Lige så høje vi var af samarbejdet og forberedelserne, lige så hårdt rammer kritikken. Jeg kan selv mærke det. Jeg har nærmest kvalme.

En kollega kan ikke læse artiklen til ende.

Hun smider frustreret telefonen fra sig.

Min kone er syg. Jeg er her.

Akutafdelingen dag 14 efter første COVID19-tilfælde i Danmark

Vi er nogle af de heldige i denne situation.

Vi har opgaver, konkrete problemer at løse, der retter sig direkte imod truslen.

Ikke plads til angst, masser af behov for handling.

Vi er privilegerede i vores uniformer, i fællesskabet og holdånden.

Mine kone er hjemme med ungerne. Har feber og hoster.

Mikkel er hoveduddannelseslæge i akutmedicin.

En af landets første. Han uddanner sig til at blive meget dygtigere end mig.

Jeg har lige nu brug for, at han griber bolde jeg kaster.

De er vigtige, for de er lavet af kollegaernes idéer.

Han er god til det og har fået plads i kontoret ved siden af mit. Så kan han herse rundt med de andre.

Kristian, en af introlægerne, er Game of Thrones fan: Han har klippet “håndens emblem” ud og hængt det på Mikkel. “The King’s Hand.”

Skøre skid.

Jakob er lungemediciner og dygtig.

Vi er ved at lave COVID-behandlings-algoritmer på tværs.

Sammen ringer vi til Roberto Consentini, læge i Norditalien og chef på en akutafdeling.

Han forsikrer os om, at vi er på rette vej. Det er betryggende – men det er vildt i Italien.

Jacob tester noget udstyr, Ole fra anæstesien har sat sammen.

Så løber jeg afsted til ambulanceporten for at rede nogle tråde ud.

Nu er det i soveposen. På teenageværelsekontoret.

Akutafdelingen, dag 13 efter den første COVID-patient i Danmark Vi begynder så småt at finde en hverdag i vores ventetid. Vi har fået lidt mere at lave, afdelingen er fuld, og selv om vi ikke ser meget til COVID, så er enkelttilfælde dukket op. Livet i beskyttelsestøj er anderledes for kollegaerne. Varmere. Både almindelige briller og visir kan dugge. Samtidigt.

Det er lidt mærkeligt ikke helt at være en del af flokken i min rolle på baglinjen. Mette, min fantastiske makker, er så dygtig. Mere erfaren og rolig, end jeg er. Når min “hellere hovedet under armen, end halen mellem benene”-tilgang bliver for meget, kalder hun mig venligt men bestemt på plads. Jeg risikerer at handle for at handle i min utålmodige ventetilstand. Hendes rolige hånd gør mig til en meget bedre ledende overlæge.

Folkene på vores afdeling bliver ved med at trimme skuden. Bidrager både med helt praktiske forbedringer – ”hvordan kan vi spare på beskyttelsesudstyr?” er det store tema – og kommer med faglige indspark. En udfordring er at forudsige, hvad vi skal forvente. Hvor mange? Hvor hurtigt? Iltbehandling er nøglen, men igen – hvor meget? Hvor hurtigt? Hvornår skal patienterne flyttes på intensiv eller medicinsk afdeling?

Og så havde Gittes mand lavet madpakke til mig. Hjemmebagt rugbrød!

Akutafdelingen, dag 11 efter det første danske COVID19-tilfælde.

Mit kontor ligner et teenageværelse og lugter efterhånden lidt lige sådan. Det mest uhygiejniske sted på hospitalet.
Der er ro på. Så roligt at jeg kunne være bekymret for, om skarpheden kan holdes.

Men så har jeg møde med Thomas, ledende overlæge på medicinsk afdeling, og Gitte, vores egen planlægger. På rekordtid skal hele vagtstrukturen for lægerne på de to afdelinger fusioneres og tilrettes en beredskabssituation. Det er som at se Kasparov møde Madame Curie i en heftig sudoku-duel. Alt lykkes bare. På gangene i afdelingen, som på dage er redesignet og operationel, er kollegaerne i højt humør. Der gives udtryk for umådelig stolthed over at være en del af dem, der skal passe på Danmark. Ideer, som fødes til vores morgenbriefing, er virkeliggjort før frokost. Visioner om teamdannelse og zonedannelse, som vi siden 2016 har brugt temadage, studierejser og konsulenttimer på at skabe medløb for, er i løbet af dage realiseret. Gamle kollegaer ringer og skriver, fordi de vil med. En enkelt vil arbejde gratis, bare for at bidrage. Jeg har en let beruset følelse over dette, og skammer mig lidt over, at noget så skidt kan føles så godt.

Jeg er overvældet af jer, folkens. Vi holder dampen og motivationen sammen!

Dag 10 i akutafdelingen efter det første COVID19-tilfælde i Danmark.

Mens vi venter på..

Stemningen i akutafdelingen lige nu er: stille før stormen. Spændt, intenst, kompetent. Vi er som afdeling og hospital gennem en uges forberedelser og de alvorlige perspektiver til side: Det har været fantastisk! Vores afdeling og hospital kan ikke være bedre forberedt, jeg er utrolig stolt! Det fantastiske består i oplevelsen af samarbejdet mellem afdelingerne, og det determinerede engagement hos de sundhedsprofessionelle.

Nøglen til succes er konstant åbenhed for nye ideer fra alle i systemet, og beslutningskraft på tværs af afdelingsledelseslaget. Tæt, tæt koordinering. Hele hospitalet spiller som et velstemt klaver.

Tak! Til medarbejderne, ledelseskollegaer på både kliniske afdelinger og serviceafdelinger, stabsgang, hospitalsledelse, praktiserende læger og borgere i Horsens, Hedensted, Odder og Skanderborg. Vi skal nok klare det her.
Fra en meget træt og stolt ledende overlæge i akutafdelingen.