Categories
Akutfolket

Herning står. Endnu.

Hvor er vi kommet til?

Da Frederiksen, Brostrøm og Heunicke var færdige med at snakke efter første pressekonference, startede jeg bilen. Jeg passerede med besvær gennem rundkørslen ved Lidl, hvor der var trafikprop, og videre mod syd – til akutafdelingen.

Fokuserede de næste døgn på at splitte akutfolket op i smittesikre portioner. Små operative celler, der kunne modtage patienter, der måske, måske ikke, var smittefarlige. Sikrede, at der var enestuer nok. Tegnede streger gennem afdelingen, spærrede døre.

Isolationszoner og rene zoner.

Lagde plan A.

Og B og C og D.

Patienterne først, akutfolket altid.

Fandt værnemidler frem, fik nye retningslinjer om værnemidler, centraliserede kritiske værnemidler til regionale depoter, for så at få nye retningslinjer igen.

Frederiksen, Brostrøm og Heunicke. Nye pressekonferencer, nye rammer, nye opgaver.

Kom over i en fase, der handlede om at være fagligt på plads til et Bergamo eller Brescia.

Koordinering med mine kollegaer fra hospitalets øvrige afdelinger. Ortopædi, kirurgi, intern medicin og intensiv. Læse prognoser. Gætte udfaldsrum.

Frederiksen, Brostrøm og Heunicke.

Hurtigt skift til at oprette feberklinik og podemuligheder. Erstatninger for almen praksis, der slet ikke havde værnemidler.

Praktiserende læger afskåret fra sine patienter.

Fik hjemmeværnet på banen for at styre masserne, der nu søgte hospitalet i mængder. Lange køer på ambulancerampen. Frysende patienter med to meters mellemrum i forårssolen.

Kontraordrer. Nedlagde feberklinik og podestation – for så at etablere dem igen.

Frederiksen, Brostrøm og Heunicke.

Morgenbriefing på morgenbriefing i ambulanceporten med akutfolket. Varm ånde i kold morgenluft. Duft af rengøringsmidler og ambulanceudstødning. Kuskeslag og afventende ansigter. Altid klar til at skulle spille i nye opstillinger. Spille i nye dragter. Spille efter nye regler.

Litervis af kaffe, og nyvundet respekt, til hjemmeværnet.

Frederiksen, Brostrøm og Heunicke.

Vi har opfundet nye systemer at arbejde i, opfundet udstyr der kan håndtere mangel på vigtige værnemidler, haft præsten på besøg, gemt os i midlertidige kontorer, isolationszoner og kaffestuer.

Jorden har været giftig. Patienterne har været farlige.

Værnemidler, værnemidler, værnemidler.

Og nu …

En måned senere er der ikke så meget frygt længere. Vi har rimelig tillid til, at vi har værnemidler nok. Vi er rimeligt sikre på, at de værnemidler, vi får, er sikre nok. Vi er ikke så bange for patienterne længere. Vi har vænnet os til at håndtere COVID19. Hjemmeværnet er sendt hjem. Vi har få syge kollegaer i akutafdelingen.

Akutfolket er OK.

Hvad blev der af tsunamien?

Når en tsunami nærmer sig, trækker vandet sig først væk fra stranden. Så kommer bølgen. Ofte flere.

Patienterne forsvandt fra afdelingen og hospitalet. Vi byggede vores barrierer op. Fyldte sandsække på digerne. Tog vores redningsveste på og stirrede på horisonten.

Bølgen kom ikke.

Hele Danmark har passet så godt på sig selv og hinanden, at COVID19 ikke fik det momentum vi frygtede. Endnu.

Frederiksen, Brostrøm og Heunicke.

Lokale slag udkæmpes. Hovedstaden og Herning. Der kæmpes hårdt.

I snart ti dage har vi modtaget COVID19 syge fra Herning, fordi hospitalet derude er under pres. Herning skånes for nye patienter, pånær de mest akutte.

Patienter køres på tværs af Jylland til fremmede sygehuse.

Det har været smukt.

Hver dag har de fem akuthospitaler i regionen mødtes på video og har fordelt patienterne fra Heden. Stået sammen. For at hjælpe hinanden og patienterne. For at en lokal tsunami ikke skulle blive ødelæggende. For at Herning ikke skulle falde. For at støtte vores kollegaer.

Det virker. Herning står. Endnu.

Akutfolket har hjulpet Herning. Det gør mig stolt.

Vi har vist vores kæmpe muskler sammen med akutfolkene i resten af regionen. COVID19 kan bare komme an.

Hvad med resten af patienterne? Dem der ikke har COVID19?

Vandet trak sig ildevarslende tilbage. Patienterne forsvandt fra afdelingen og hospitalet. Hvor blev de af? Hvad skete der med de blødende mavesår, rygerlungerne, de forgiftede, alle de normale lungebetændelser, de bevidstløse og de fulde?

I frygt for virussen har de vel passet på sig selv. Holdt sig fra deres praktiserende læger. Underspillet symptomer?

Nu er de begyndt at søge hjælp igen. De tør forlade sikre ly og søge ud i livet igen.

COVID19 er stadigvæk derude.

Tsunamien kom ikke, men det er ved at blive højvande. Hurtigt.

Siden onsdag før påske har vi været under pres, men vi er presset i to spor. Ind ad den ene dør kører vores COVID19 mistænkte, ind ad den anden kører alle de andre.

Påsken er slut. Vi oplever stadigvæk øget trafik gennem begge døre. Vi holder vores poster, og vi kan følge med. Men vi har stadigvæk brug for hjælp. Fra alle dem uden for murene. Fra jer.

Frederiksen, Brostrøm og Heunicke åbner forsigtigt Danmark op. Åbner for almen lægepraksis og planlagte operationer. Heldigvis.

Var det rigtigt, at de trykkede så hårdt på bremsen? Jeg er glad for, at de gjorde det. Jeg er spændt på, hvordan bremsen skal slippes igen. Varsomt.

Så længe dem derude – befolkningen – er forsigtige og kun åbner sluserne til hinanden i et omfang, så digerne holder, kan vi følge med.

Fra Frederiksen, Brostrøm og Heunicke via de regionale videomøder mellem akuthospitalerne, ledelserne af akuthospitalerne, til akutfolket. Som er klar til endnu en ny opstilling.

Den nye normal er på vej. Akutfolket er regrupperet. De står klar ved COVID1-døren, og de står klar ved døren til alle de andre.

Akutfolket griber det, der kommer. Pas på dem. Pas på jer selv.

Det er ikke ovre endnu …

Categories
Akutfolket

Når jeg har vagt med Sabrina

Time is on my side.

Mick Jaggers stemme blander sig med skrig fra måger og råger. iPhone-lyd. Solen skinner igen ind ad vinduet på mit kontor, der stadigvæk trænger til at blive vasket. Briksen er hård, soveposen er for varm.

Nok en nattevagt er ved at være slut. De slutter altid. Det gør COVID19 også.

Coronatrætte.

Akutfolket var dygtige igen i nat. Der er ingen tvivl om, at de er coronatrætte. Savner hinanden mellem isolationszonerne. En lille fest opstod sidst på aftenen, da Joan, en af sygeplejerskerne, skulle møde. Hun havde ringet ind og hørt, om nogen skulle have noget med fra McDonald’s. Det skulle de. Savnet var så stort, at reglen om isolerede frokoststuer ikke kunne overholdes. Bjerge af junkfood. Lykkeligt svineri.

Dygtige.

Jeg arbejdede sammen med Sabrina i nat. Lille. Effektiv. Spændt som en fjeder. Sygeplejefaglighed på en meter og et-par-ogtres. Eliteløber.

Står aldrig stille. Jeg tror ikke, hun tåler ineffektivitet. Mens hun venter på, jeg får klædt mig om i værnemidler, når hun lige at genopfylde vogne med utensilier i isolationszonen, før hun selv tager dragt på og står klar ved patienten, før jeg selv når derhen.

Klokken er to om natten. Patienten er egentlig en af kirurgernes, men kirurgen står på operationsgangen, og Sabrinas opfattelse var, at patienten skulle have et kateder ind i urinblæren med det samme. Der står en masse blod, som lige så godt kan tømmes ud. Nu.

Sabrina nøler ikke. Patienten behøver ikke vente på sin kirurg, når en akutlæge er ledig. Hun ringer til mig, lader som om hun giver mig muligheden for at vælge. Der er ikke noget valg. Godt for patienten.

Jeg fører det tykke kateder ind i blæren og store mængder blod kommer ud. Patienten er tydeligt lettet.

Sabrina er dygtig.

Jeg tror næsten, det var min egen ide at hjælpe kirurgen og gøre patienten glad.

Proceduren er gået hurtigt. Sabrina nusser om patienten på sin kontante facon, mens jeg i slowmotion får mine værnemidler af og forlader stuen.

Tiden er med os. Vagten slutter. COVID19 slutter.

Imens gør Akutfolket det, de er bedst til.

De er blevet bedre til at se hinanden. Giver mere til hinanden. Deler opgaver og burgere.

Categories
Akutfolket

På vej mod den nye normal

Syvogtredive døgn forsvandt i et blink med øjenlågene.

Britta, hospitalets beredskabschef, annoncerede i forgårs at vi havde været syvogtredive dage i beredskab.

I mere end en måned har mange af os brugt de fleste vågne timer på hospitalet. Syvogtredive dage uden reel fritid. Syvogtredive dage, hvor vores nærvær er givet til hinanden og patienterne. Ikke så meget til familierne.

Jeg har ikke oplevet at være så tæt på akutfolket før.

Vi kendte hinanden godt tidligere, nu er det blevet meget intimt. Filtre er forsvundet. Vi deler hemmeligheder og familieproblemer. Humoren er ikke blevet bedre.

“John Travolta havde alligevel ikke COVID19”

Gangen mellem traumestuerne agerer kontor for akutfolket i isolationszone 1. Stemningen er endnu tættere her. Måske fordi hemmeligheder og vittigheder skal koncentreres i mellemrummene mellem de hårdest ramte patienter. Det er dem, zonen er allokeret til.

“Det var Saturday Night Fever”.

I det mindste en af de stuerene.

Patienter på bårer passerer de midlertidige kontorpladser.

Midlertidige …

Ambulancefolk i hvide beskyttelsesdragter, formummede og svedende. Akutfolkene rejser sig og tager imod. Pulsen op, patienten modtages, pulsen ned.

Alting bliver rutine på vej mod den nye normal.

Møder på tværs af hospitalerne og mellem afdelingerne foregår på video. Ansigter dukker rytmisk op på skærmen i en fast mødekadence. Efterhånden kendte ansigter. Nogle af dem fra Viborg, Århus og Randers har jeg aldrig mødt i virkeligheden.

Regionens fem akutafdelinger mødes hver dag klokken tretten med koncernledelsesrepræsentanterne. Tungt ord.

Her er der også mulighed for komik. Lad, som om du drikker af håndspritten, og se hvilken matrikel, der først kvitterer med et grin. Viborg vinder.

Viborg tager billeder af skærmen.

Vi fordeler patienter og bekymringer. Værnemidler fylder mindre, sygeplejersker med COVID19 mere.

Dag efter dag.

Syvogtredive døgn.

Categories
Akutfolket

Ambulancerne fortsætter med at komme

Solen skinner ude på Sundvej

Det vræler dybt og gurglende fra den åbne Porsches hækmotor i det sekund, den passerer ambulancerampen.

Skyfri himmel. Et kort glimt af langt lyst hår og store solbriller.

Ambulancerampen ligger i skyggen af hospitalets betonvægge.

Jeg kan høre min egen vejrtrækning i mundbindet. Papirkitlen og plastikforklædet er tætte som plastikposer, så jeg sveder. Mine hænder føles klamme inde i de blå latexhandsker.

Mit duggede fullfacevisir slører køen af patienter ude på ambulancerampen. Hjemmeværnet har placeret patienterne i stole med 2 meters mellemrum. Enkelte host. Blikke, jeg håber, er tålmodige. Ambulancer, der venter på at få plads inde i porten for enden af rampen. Patienterne er svære at tolke gennem duggen på visiret. COVID19 har taget en del af det ubevidste sprog fra os.

Vi har nitten pladser i isolationszonerne. Jeg blev kaldt til porten, da alle pladser var brugt, og yderligere enogtyve patienter var meldt til ankomst.

Jonathan og Maria havde løftet opgaven som læger i den absolutte frontlinje hele dagen. Klokken femten havde ingen af dem haft pause.

Jeg sendte dem til frokost og gik i gang med at løse opgaven i ambulanceporten.

Porschens vræl forsvinder ud mod fjorden.

Jeg kalder næste patient ind. Ind i en mellemgang, der lige nu udgør det for en lægekonsultation.

Virker ikke så syg. Alligevel symptomer der bekymrer mig. Kan det være noget med hjertet? Sansynligvis ikke, men vi kan ikke tabe nogen. COVID19 må ikke få os til at overse anden alvorlig sygdom. Feber. Jeg bruger en dyrebar isolationsplads – vi åbner isolationszone 3.

Ambulancerne fortsætter med at komme. Hjemmeværnet melder om nye patienter, der er kommet til ambulancerampen for egen kraft.

Jeg undersøger den næste. Laver en podning for COVID19 fra halsen. Måler iltmætningen i blodet. Vurderer, at det er trygt at sende hjem, men bestiller et røntgen af lungerne til en af de nærmeste dage. Når der er svar på podningen. Prøver at berolige.

Det går stærkt. Jeg er imponeret over, at Jonathan og Maria ikke var mere stressede, da jeg afløste dem. Jeg er presset. Sveder og synes, det er lidt hårdt at trække vejret inde bag visir og maske.

Maria kommer tilbage i porten. Tygger fortsat på lidt mad. Hun ser overbærende på mig, mens hun rutineret iklæder sig kittel, maske, visir og handsker.

“Hvad ved en Cowboy?”

Mit visir sidder skævt, mens jeg prøver at pakke et podeglas ind i en plastikpose uden at forurene posen udenpå. Latexhandskerne driller min motorik. Jeg taber podeglasset, mens jeg prøver at forstå, hvad Maria siger.

“Mere end-de-aner”

Jeg tror, hun smiler bag masken.

Ambulancerne fortsætter med at komme. Hjemmeværnet ringer med flere patienter. Isolationszone 3 er fyldt.

Mon Porschen kører ude langs fjorden nu?

Categories
Akutfolket

Synderen orker mig ikke

Hvad nu hvis Cubakrisen aldrig slutter?

Vi har bemandet vores positioner, vi er klar til at slås, men slaget kommer ikke. Der er små træfninger ved forposterne, fjenden tester vores perimeter. Men det store angreb kommer ikke.

Vi kan ikke forlade vores poster. Vi er afhængige af andres indsats for ikke at blive rendt over ende. Men vi skal stå klar i ambulanceporten og isolationszonerne. Hvis folk derude slapper af, skal vi kunne modtage COVID19 i en skala vi ikke har prøvet endnu.

Slaget står i Vest. Herning kæmper. Vi tager imod dem der ikke er kapacitet til derude. Patienterne derudefra varierer mellem at være virkeligt syge og bare klattede.

Historier fra Herning.

Akutfolket er spændt.

Så spændt, at jeg er opmærksom på små tegn til kamptræthed. Staldfeber. Bemærkninger der får en kant, der er farlig. Adfærd der bekymrer mig.

Den nødvendige disciplin er truet. Det er farligt for akutfolket.

En læge fra en anden afdeling skyder genvej gennem den store trædør der skiller isolationszone 2 fra ren zone. Den må kun åbnes i nødstilfælde. Han ser mig se ham. Han gider nok ikke diskussionen og drejer ned af en gang før jeg når hen til ham. Den gang fører ind i isolationszone 1, og derinde er der ingen patienter med relevans for ham lige nu.

Jeg orker ikke at forfølge synderen. Synderen orker ikke mig.

Vi plejer at have det sjovt sammen.

Vi trænger til at komme på bar. Drikke os fulde og danse dumt. Holde weekend med familien, og drikke kaffe med mor.

Vi trænger til at holde op med at være opmærksomme på, om vi er langt nok fra hinanden

Solen skinner endeløst over vores Cubakrise.

Jeg er coronatræt.

Categories
Akutfolket

Lad dem ryge ud af vinduet

Vi er nødt til at lade dem ryge ud af vinduet.

Susanne, socialsygeplejerske, krydser armene over brystet. Hendes ansigt kan skifte fra alvor til latter på et øjeblik. Lige nu er det alvorligt.

Hendes patienter udebliver. Det er ikke godt. Hun er bange for, at de socialt udsatte, de misbrugende på kanten af samfundet, ikke tør henvende sig med deres helbredsproblemer. At de går derude og bliver tiltagende syge, men undgår os. Frygten for COVID19.

Socialsygeplejerskerne har været en af de store åbenbaringer i mit lægeliv. Samuel Shem skriver i sin akutlæge-nøgleroman, The House of God, om GOMERs. Patienter, hvor akutlægen tænker “Get Out of My Emergency Room”.

Uønskede patienter.

Susannes patienter var i årevis mine GOMERs. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med dem. Jeg var inkompetent i mit forsøg på at hjælpe. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg endte i konflikt og truende situationer, når jeg trak mine regler og rammer ned over alkoholikeren og stofmisbrugeren.

Susanne og hendes kollega, Signe, har ændret det for mig. Lært mig at blive kompetent i mødet med deres patienter.

Vores patienter.

Lært mig, at firkantede holdninger og fasttømrede principper skaber konflikter. Hvis patienten får en øl og en smøg, får jeg lov at behandle lungebetændelsen. Lad dem gå ud og ryge en joint. Når jeg kommer mig over mine egne moralske barrierer, bliver jeg i stand til at være en ordentlig læge. Tage mig af deres blodpropper i benene og betændte sår.

Grænserne er lukket. Stofpriserne ryger i vejret. Den delikate balance i misbrugsmiljøet er forstyrret. Resultatet er uforudsigeligt. Susanne er bange for ketchup-effekten. Pludselig vil vi se en stor gruppe med større problemer end de plejer at have. COVID19 collateral.

Hvordan håndterer vi en smøgtrængende, abstinent patient på en isolationsstue?

Der er ingen tvivl om, at problemet opstår. Frygten for COVID19 er derude, de er klar over, at de med deres skrøbelige fysik er i risiko for voldsomme forløb.

Ingen vil på sygehus. Jorden er giftig.

Deres liv er det samme, de får de samme sygdomme som altid. De holder sig nok, til de ikke kan længere. Måske så langt, at vi kommer til at se dem meget syge. Når de kommer.

Vi skal prøve at holde dem inde på isolationsstuerne, så de ikke får COVID19 af andre. Eller giver andre COVID19.

Lad dem ryge ud af vinduet. Men sluk for ilten.

Min indre protestant prøver kortvarigt at komme ud. Flår i mine principper og i min moral.

Men Susannes arme er krydsede over brystet.

Categories
Akutfolket

Isolationszone – nat

Morgenbriefing starter om treogtyve minutter

Et par strandskader har bygget rede på kvindeafdelingens tag. Der er rim på det sorte tagpap. Taget skinner  i en opgående sol, der rejser sig fra mundingen af Horsens fjord på den anden side af kvindeafdelingen. Råger og mågers hæse maskulinitet. Strandskadernes moderlige pippen.

Ventilationsanlægget derovre suser. Det danner læ for strandskaderne.

Der har været rengøring på mit kontor.

Hektisk start på nattevagten. Mange patienter, der ankom samtidigt. For mig har der været ro siden klokken to.

Jeg er bagvagt for Nigopan.

Han er i første linje i ISO 1, sammen med Rikke. Jeg så ham modtage en svært syg patient i isolationszonen i nat. Fuldkommen ro. Fuldkomment overblik. Det var nærmest en dans i beskyttelsesdragt med Rikke Sygeplejerske.

Uanset at patienten var syg, var omfavnelsen fuldkommen og omsorgsfuld.

Det tog mindre end en time, før der var fuld afklaring. Ingen spildte bevægelser, ingen tabte dansetrin.

Horsens Fjord ligner en helt almindelig søndag.

Region Midtjylland er ikke almindelig. Vest er hårdt ramt, og vi modtager dårlige patienter derudefra. Patienter, der indlægges i isolation hundrede kilometer fra deres pårørende.

Betyder det noget at være så langt hjemmefra, når man alligevel isoleres?

Der er fjorten minutter til morgenbriefing.

Der er sat to terassevarmere op i ambulanceporten. De varmer som en føntørrer i en skøjtehal.

Jeg vil ud at sige godmorgen til akutfolket

Categories
Akutfolket

Papir mod beton

Hvordan lyder det, når et mundbind af papir i raseri kastes ned i et betongulv?

Ambulanceporten er en hal. Den er vel femogtyve meter på hver led. Et olympisk svømmebassin er halvtreds gange femogtyve meter. Der er otte meter til det hvælvede, grå loft.

Væggene er af beton, og der er et lille slip til den frie verden mellem gulvet, og der hvor væggen begynder. Frisk luft og lyde fra kirkegården ved siden af kommer ind den vej.

Støvet sollys fra ovenlysvinduer, der er svære at vaske. Rumklang. Rungende. Ambulancedøre ekkoer lidt. Motorer der starter, bremser der skal skiftes. Masser af latter. Udstødningsgasser og klorbaserede rengøringsmidler.

Vi samles der hver morgen. Omkring fyrre akutfolk og hjemmeværnet. Ambulancereddere på gentagen gennemrejse.

Hver dag, sin nye overraskelse. Hver dag en ny opgave at tilpasse sig til.

Pres i Vest. Ny opgave i Øst.

Herning er udtamponeret af COVID19. Vi skal modtage patienter fra Heden. Mit gamle hood. Der hvor min ungdoms akutmedicinske sko fik sin fodform.

Ambulanceredderen har tilbragt en time bag i bilen med en patient, der ikke er så syg. Vores læger i porten er ramt af en tsunami af patienter sendt af almen praksis i nærområdet.

Hedens patienter i konkurrence med Østkystens. Patienter, der for længe har ventet på et tjek af den praktiserende læge i Aulum og Tvis i Vest. Lige så forsømte patienter fra Juelsminde og Odder i Øst.

Almen praksis har ikke værnemidler til at se sine patienter.

En time bag i ambulancen pakket ind i en tætsluttende beskyttelsesdragt, et mundbind og duggende fyrværkeribriller. Sammen med en bange patient. Ambulancebehandler i COVID19 tid.

Til Horsens, hvor vores tre hårdtarbejdende læger i ambulanceporten prøver at dele sol og vind lige mellem de ambulancer der lander fra Vest og de frysende patienter fra Øst. Der har ventet en time. I ambulanceporten.

Ambulanceredderen og lægerne i porten. De arbejder for samme sag, men kan ikke undgå at frustrere hinanden. Patienter venter i porten. Og i ambulancerne. Der har en time hjem til Heden.

De pressede, frysende patienter ser sundhedsvæsnets bedste folk frustreret over hinanden. Umuligheden i at give hinanden den backup, vi gerne vil. Vi kan ikke give patienterne det, de gerne vil. For mange på en gang.

En ambulance venter på rampen – de fire pladser i porten er optaget.

Patienten bag i ambulancen bliver set af en af lægerne i ambulanceporten. Er for rask til indlæggelse. Pode-svaret er ikke klart, så ambulanceredderen skal stadigvæk have beskyttelsesdragt, maske og briller på. Vi ved ikke, om der er risiko for smitte. Tilbage mod Vest. Bag i ambulancen, sammen med patienten.

En times venten i ambulanceporten. En time tilbage til Heden i en beskyttelsesdragt, der er varm og ventilerer som en plastikpose fra Fakta.

Den hvide heldækkende dragt er uformelig og løstsiddende over skuldrene. Frustrationen i en udefineret, hvidklædt, rasende ryg. En hånd, der flår ansigtsmasken af og kyler den ned i gulvet. Tager en ny på og sætter sig ind bag i ambulancen. Til patienten.

Lydløst klask.

Papir kastet i raseri mod et betongulv.

Categories
Akutfolket

Tyggegummi stille i mund

Det er mere end et døgn siden jeg sov. Sov rigtigt. Jeg er glad.

Vores afdeling kører godt. Akutfolket kender deres roller, de tager godt imod gæstekollegaer og der er begyndt at ske noget. Gnisten i akutfolkets øjne er tændt. Enkelte spilleregler har jeg ikke fået kommunikeret godt nok.

Skal vi lægge to patienter på samme stue når alle senge i isolationszonerne er taget i brug, eller skal vi flytte patienter der ikke har fået svar på COVID19 test op i huset? Sengeafdelingerne oppe i huset har ikke infrastruktur til uafklarede patienter.

Jeg håndterer det når jeg har sovet.

Arbejdsplanen er altafgørende for, at akutafdelingen fungerer. Vi har den skarpeste planlægger af alle. Gitte B. Lægesekretær. Hun Overblikkets mester, vagtplanernes Madame Curie.

Sammen med Maria V styrer hun afdelingens struktur og mig med hård hånd gennem COVID19.

Gitte B har været kompensationen for den strukturløse del af min hjerne i flere år. Hun holder op med at tygge på sit tyggegummi, rynker brynene, vender hovedet halvt mod mig og kommer med en lille lyd. En slags suk med en lille tone på udåndingen. Halvt opgivende, halvt irettesættende. Så ved jeg den er gal. Jeg har gjort det igen. En Ulf. Noget der forstyrrer den finttunerede struktur hun har lagt for afdelingen. Kaos truer.

Gitte B passer bedre på min familie end jeg gør. Hun mødte min kone til en sommerfest i vores have engang. Det har været retningsgivende for mit arbejdsliv lige siden. Gitte B styrer min kalender, og bestemmer uofficielt hvornår jeg må bryde ud af min kontorskal og blive læge for en stund. Styrer at jeg får tid til et hjemmeliv. En enkelt vagt i ny og næ. Det får jeg lov til.

COVID19 har udfordret Gitte B. Læger fra andre afdelinger er strømmet ind i vagtplanen. Strukturen opløst og samlet igen. Kompetencer skal sammensættes korrekt i en vagtplan flere uger ud i fremtiden. Korrekt. Gitte B laver intet halvt.

Maria V er indkaldt. Jeg mistænker at det var risikoen for kontroltab over min kalender og indsats der udløste tilstedeværelsen af Maria V.

Akutafdelingen var under ombygning, da COVID19 kom. Vi bor i midlertidige kontorer og gamle sengestuer.

De to lægesekretærer har besat et gammelt køkken ved siden af mit kontor. Mit teenageværelse, som ikke er blevet mindre uhumsk de seneste uger. Jeg tror Gitte B er ved at træne Maria V i de første skæve øjekast og tonale suk.

Det første kalendermøde med Maria V var i hvert fald brutalt. Hun vil noget. Med afdelingen og karrieren. Og med min kalender.

Jeg fik tiltusket mig en vagt i ambulanceporten i nat. Skævt blik, tonalt suk. Tyggegummi der står stille bag en spændt kæbe. Der er møder i kalenderen efter vagten, en lang mailliste og bolde der ikke er faldet ned efter jeg har kastet dem op. Men jeg fik den. En nat med akutfolket.

Tolv timer hvor jeg fik lov at være læge. Snakke med patienter. Stå i kliniske problemer. Undervise unge læger.

Hjertestarter. Jeg glæder mig til på lørdag

Tyggegummi på pause, spændt kæbemuskel. Hos begge.

Categories
Akutfolket

Æg og usikkerhed

Hvordan får vi snakket om bekymringer og frygt?

Dagen er startet med, at Mette, vores oversygeplejerske, har bildt lægerne i ambulanceporten ind, at arbejdstilsynet kræver, at de har Byggemand Bob-hjelme på. Hun holder aprilsnaren en times tid, før hun giver dem en undskyldning og et påskeæg.

Så er det alvor igen.

Der er noget usynligt derude, noget ukonkret. Historier om syge og døde kollegaer i Italien, USA og Spanien. Hvordan får vi snakket om det? Hvordan skal vi forholde os til en risiko, der er så lille, men så alvorlig?

Solen skinner ind gennem ruderne ved brandtrappen. En due har bygget rede under første trin. Den ser trodsigt på mig, når jeg åbner døren for to mundfulde ufiltreret luft og en solstråle.

Henrik Ø har fået en kop kaffe. Halm, bitterhed og varmt vand. Han sidder i solstrålen. En lille spinkel stol under en lang krop, som nærmest ligger hen over den.

For akutfolket er kollegaerne grundlæggende i den menneskelige behovspyramide. Vi får normalt dækket meget af  vores trang til nærvær af hinanden. Vi deler store og små ting i kaffepauserne. Vi kender hinanden godt. Professionelle venner.

Nu er afdelingen opdelt i zoner, og der er meget alenetid. Isolationszoner. Vi ser ikke hinanden på tværs af de lukkede døre.

Vi får ikke dækket sulten efter hinanden, når vi går alene. Et tomrum. Vittigheder, frustrationer og oplevelser, der aldrig bliver delt.

Gennem det kraftige, sorte brillestel og hen over plastikkrusets hvide kant, ser Henrik Ø på mig. Den dampende kaffe dugger hans brilleglas et øjeblik. Dugen er væk på sekunder. Han sætter stille kruset ned.

Han siger, jeg har ikke forklaret godt nok, hvornår vi bruger hvilke værnemidler. Jeg har ikke kommunikeret, hvorfor der er forskel på sikkerhed i andre regioner og hos os. Hvad er status på forsyningsituationen? Akutfolket bliver uroligt i uvisheden.

Beskeden er rolig. Den leveres roligt og i en omsorgsfuld tone. Beskeden er også klar.

Mette oversygeplejerske og jeg skal samle akutfolket op. Give klare beskeder. Ingen trives i tvivl.

Duen er lettet, og i reden ligger to æg. Påskeæg.