Categories
Akutfolket

På vej mod den nye normal

Syvogtredive døgn forsvandt i et blink med øjenlågene.

Britta, hospitalets beredskabschef, annoncerede i forgårs at vi havde været syvogtredive dage i beredskab.

I mere end en måned har mange af os brugt de fleste vågne timer på hospitalet. Syvogtredive dage uden reel fritid. Syvogtredive dage, hvor vores nærvær er givet til hinanden og patienterne. Ikke så meget til familierne.

Jeg har ikke oplevet at være så tæt på akutfolket før.

Vi kendte hinanden godt tidligere, nu er det blevet meget intimt. Filtre er forsvundet. Vi deler hemmeligheder og familieproblemer. Humoren er ikke blevet bedre.

“John Travolta havde alligevel ikke COVID19”

Gangen mellem traumestuerne agerer kontor for akutfolket i isolationszone 1. Stemningen er endnu tættere her. Måske fordi hemmeligheder og vittigheder skal koncentreres i mellemrummene mellem de hårdest ramte patienter. Det er dem, zonen er allokeret til.

“Det var Saturday Night Fever”.

I det mindste en af de stuerene.

Patienter på bårer passerer de midlertidige kontorpladser.

Midlertidige …

Ambulancefolk i hvide beskyttelsesdragter, formummede og svedende. Akutfolkene rejser sig og tager imod. Pulsen op, patienten modtages, pulsen ned.

Alting bliver rutine på vej mod den nye normal.

Møder på tværs af hospitalerne og mellem afdelingerne foregår på video. Ansigter dukker rytmisk op på skærmen i en fast mødekadence. Efterhånden kendte ansigter. Nogle af dem fra Viborg, Århus og Randers har jeg aldrig mødt i virkeligheden.

Regionens fem akutafdelinger mødes hver dag klokken tretten med koncernledelsesrepræsentanterne. Tungt ord.

Her er der også mulighed for komik. Lad, som om du drikker af håndspritten, og se hvilken matrikel, der først kvitterer med et grin. Viborg vinder.

Viborg tager billeder af skærmen.

Vi fordeler patienter og bekymringer. Værnemidler fylder mindre, sygeplejersker med COVID19 mere.

Dag efter dag.

Syvogtredive døgn.