Categories
Akutfolket

Knapsu!

Nordfinsk: “En mand, der er ikke en rigtig mand.”

Han taler. Om følelser. Er usikker på sig selv. Motivransager.  Kan ikke holde ud at sidde i sauna.

Der er morgenbriefing i ambulanceporten.

Begyndt at blive køligt igen. En ambulance kører ind. Redderne støjer med dieselmotoren og hydraulik fra båresystemet. Overdøver vores tale, mens de henter patienten ud via de skriggule bagdøre. Patienten i mundbind, redderen i beskyttelsesdragt og visir. Henved halvtreds akutfolk ser scenen og morgenånden i luften. De skutter sig.

Der har været en udsendelse på TV i går. Et forfærdeligt forløb på sygehuset for et par år siden. Ingen skyldige, men et forfærdeligt, tragisk forløb. Vi må forvente, at vores patienter vil være påvirkede af udsendelsen. Måske bekymrede ved selve det at komme til os, der skal hjælpe dem.

De fleste er i forvejen bekymrede. Patienter og akutfolk.

COVID19 er begyndt at dukke op igen. Der er smittet personale på sygehuset. Overflytninger til infektionsmedicinsk i Århus.

Rigeligt at være bekymret over.

Patienten i udsendelsen. Familien. Så tragisk. Et spor af sorg gennem Horsens. Også blandt kollegaerne.

Knapsu.

Følelser.

Sammen med Mette Oversygeplejerske står jeg i porten og snakker om følelser. Hvorfor blev man lægesekretær, sygeplejerske eller læge? Ønsket om at hjælpe.

Stundom helbrede, altid trøste, ofte lindre, aldrig skade.

Næstekærlighed.

Vi står i ambulanceporten og siger ordet.

Beder akutfolket om at stoppe tre sekunder op, før de åbner døren til en stue, og tænke over, hvorfor de går ind til patienten.

Ikke gå derind, fordi de skal. Ikke gå derind, fordi Mette eller jeg siger, de skal. De skal gå derind, fordi de ikke kan lade være. Fordi det er i deres DNA at ville hjælpe.

De skal sikre sig, at de er enige med patienten om, hvorfor patienten kommer. Gøre sig umage for at forstå, hvad patienten forventer. Sikre sig, at patienten er tryg, når vi udskriver.

Drives derind af næstekærlighed.

Måske akutfolket er trætte af, at jeg står i flammende patos og roder rundt i noget, der altid er indlysende for dem.

De ser os direkte i øjnene. Rolige. Kender mig, og ved jeg er lidt Knapsu.

De er der allerede.

Akutfolket i Horsens er skarpe. De har styr på deres motivation. Kan deres fag.

Jeg bliver stolt over at have fået lov at være ledende overlæge for dem.

Hvis jeg bliver akut syg, vil jeg gerne indlægges her.

Tragedien skal skærpe os yderligere.