Categories
Akutfolket

Jeg fristes til at droppe værnemidler – også hos en COVID19-patient

Malene er akutsygeplejerske. Hun ser meget, hun tænker og hun siger fra. Hun skrev et brev til os. Til ledelsen. I dag er ordet hendes:

Så ramte hverdagen Akutafdelingen….i en lang periode sad vi næsten og kedede os lidt…

Vi er gået fra at opruste og forberede os på en krig mod Covid-19 til næsten at aflyse den…

Men vi er lige nu stadig i krig, med alt hvad der følger med for os sygeplejersker; værnemidler, nye procedurer, flere procedurer, kampen for at bevare nærheden til den enkelte patient gennem maske og visir og kontakten til de pårørende gennem telefonen.

Kampen for at nå at skifte en ble, lave mundpleje, observere patienten. Alt tager længere tid – tøj af og tøj på. Det er ikke bare lige at gå ind til en patient længere for at hænge antibiotika op, og når jeg står hos patienten mangler jeg pludselig lige et eller andet – tøj af og tøj på igen.

Imens ringer en af mine andre patienter, som græder da jeg endelig møder op.

Jeg har ikke længere hjælp fra patientassistenterne til mange af de basale ting – de må ikke gå ind på stuerne med mindre patienterne er afisoleret…

Lige pludselig kan jeg heller ikke nødvendigvis få gjort rent på isolationsstuerne, når jeg flytter en patient og må selv igang for at gøre plads til en ny patient…

Morgenblodprøver der tages kl 9 fordi bioanalytikerne også bruger meget tid på; tøj af og tøj på. Blå spritklude der er på vej. I restordere…

Hvad gør vi nu?

Måske er jeg netop lige nu netop midt i krigen mod Covid-19 – ikke på Italienske eller Kinesiske vilkår, men på helt almindelige danske vilkår og min kamp kommer til at dreje sig om at nå at tage mig af patienterne, for jeg kan umuligt tage mig samme antal patienterne under disse vilkår…

I denne weekend har jeg svigtet mange af mine patienter. Jeg kommer til at lave flere fejl, overse symptomer og problemstillinger. Jeg kan ikke nå at tage mig af 4 isolationspatienter, gå til kald, skabe flow i afdelingen, gøre rent og rydde op, fylde op….

Så begynder hygiejnen også at svigte og omsorgen og empatien reduceres.

Jeg fristes til at droppe værnemidler også hos en Covid-19 positiv patient, for jeg skal jo bare lige… Og jeg er bagud… Og stue 10 har ringet længe efter mig.

Akutafdelingen har gennemgået utallige omrokeringer og omstruktureringer – senest med skadestuen… Samtidig må vi lige nu løbe stærkere end nogen sinde før….

Kære ledelse… Pas godt på os, så vi kan passe godt på patienterne. I har en fantastisk afdeling med et fantastisk sammenhold. Ikke én gang denne weekend har nogen talt grimt til hinanden, snerret eller råbt af hinanden, som kan ske, når man bliver presset. Alle bider tænderne sammen og samarbejder… Men jeg ser en grad af begyndende udbrændthed og måske den er mere farlig og mere ødelæggende for en personalegruppe og for patienterne…

Så nej… krigen er ikke slut endnu. Lige nu har den bare en anden karakter end vi havde forestillet os!

Malene er akutsygeplejerske. Hun ser meget og hun tænker. Jeg er meget glad for at arbejde sammen med hende. Stolt af at have kollegaer som hende. Nu skal vi arbejde. Ledelsen.

Akutfolket skal igen skifte gear.