Categories
Akutfolket

Hotspot Horsens

Jeg kører sydover gennem september måneds Østjylland.

I morgensolen står markerne høstede. Enkelte har stadig et varmt gult skær i det spæde lys. Andre står brune og pløjede.

De fire enorme projektører fra CASA Arena i horisonten annoncerer, at jeg snart er i Horsens og på arbejde.

Da jeg passerer stadion, står folk i kø til covid-test. Ved sygehuset er der også køer af biler, der skal til det andet testcenter i byen.

I ambulanceporten sidder en læge parat til at tage sig dem med milde symptomer. Dem, almen praksis stadigvæk ikke har mulighed for at se.

Horsens er ved at blive et lokalt hotspot. På kortet er vi nu det rødeste sted i regionen. Det hotteste sted.

36 smittede pr 100.000 indbyggere.

Vi har ikke set mange COVID19 syge. Bare mange patienter. Lige før ventede seks ambulancer i porten, flere af dem på, at vi skulle få en isolationsstue klar

Der har været lidt pause i sommerferien. Opblomstringen har været svær at tage alvorlig. Ingen med de luftvejssymptomer, vi så i foråret.

Nu er vi klar til at genetablere alt.

Sammen med vores beredskabschef har jeg tegnet streger på kortet over afdelingens nybyggede område. Det åbner om et par uger. Isolationsstreger. Klar til nye isolationszoner.

Efter opblomstringen i Århus måtte vi igen bemande ambulanceporten fra 8 til 23 for at screene folk og for at håndtere mængden af mennesker, der kom.

Hvis bare almen praksis kunne finde rammen til at se de patienter, de så før i tiden.

For en halv time siden tog jeg en runde i afdelingen, efter Jesper stak hovedet ind og sagde, der var travlt. 38 patienter i 27 senge. Totalt 65 patienter i afdelingen. Skadestuen fuld. Kø i ambulanceporten og hektisk stemning. Kaldte ekstra lægeressourcer ind.

Holdet organiserede sig hurtigt, og der kom ro på. De er sgu gode.

Vi har tidspunkter, hvor kollegaer græder og ikke magter at gå ind til den næste patient.

Så møder de igen om mandagen.

Til tider er presset åndssvagt.

COVID19. Gaven der bliver ved med at give.

Vi har mødt forståelse fra ledelsen, fået tilgivelse for vores store hul i budgettet.

Vi har fået lov at ansætte flere sygeplejersker.

September Covid19 er ikke noget, der foregår på intensivafsnitter eller i kohorte afsnit.

September Covid19 er noget, der foregår på akutafdelingerne.

Måske vi snart kunne få en vaccine.