Categories
Akutfolket

Herning står. Endnu.

Hvor er vi kommet til?

Da Frederiksen, Brostrøm og Heunicke var færdige med at snakke efter første pressekonference, startede jeg bilen. Jeg passerede med besvær gennem rundkørslen ved Lidl, hvor der var trafikprop, og videre mod syd – til akutafdelingen.

Fokuserede de næste døgn på at splitte akutfolket op i smittesikre portioner. Små operative celler, der kunne modtage patienter, der måske, måske ikke, var smittefarlige. Sikrede, at der var enestuer nok. Tegnede streger gennem afdelingen, spærrede døre.

Isolationszoner og rene zoner.

Lagde plan A.

Og B og C og D.

Patienterne først, akutfolket altid.

Fandt værnemidler frem, fik nye retningslinjer om værnemidler, centraliserede kritiske værnemidler til regionale depoter, for så at få nye retningslinjer igen.

Frederiksen, Brostrøm og Heunicke. Nye pressekonferencer, nye rammer, nye opgaver.

Kom over i en fase, der handlede om at være fagligt på plads til et Bergamo eller Brescia.

Koordinering med mine kollegaer fra hospitalets øvrige afdelinger. Ortopædi, kirurgi, intern medicin og intensiv. Læse prognoser. Gætte udfaldsrum.

Frederiksen, Brostrøm og Heunicke.

Hurtigt skift til at oprette feberklinik og podemuligheder. Erstatninger for almen praksis, der slet ikke havde værnemidler.

Praktiserende læger afskåret fra sine patienter.

Fik hjemmeværnet på banen for at styre masserne, der nu søgte hospitalet i mængder. Lange køer på ambulancerampen. Frysende patienter med to meters mellemrum i forårssolen.

Kontraordrer. Nedlagde feberklinik og podestation – for så at etablere dem igen.

Frederiksen, Brostrøm og Heunicke.

Morgenbriefing på morgenbriefing i ambulanceporten med akutfolket. Varm ånde i kold morgenluft. Duft af rengøringsmidler og ambulanceudstødning. Kuskeslag og afventende ansigter. Altid klar til at skulle spille i nye opstillinger. Spille i nye dragter. Spille efter nye regler.

Litervis af kaffe, og nyvundet respekt, til hjemmeværnet.

Frederiksen, Brostrøm og Heunicke.

Vi har opfundet nye systemer at arbejde i, opfundet udstyr der kan håndtere mangel på vigtige værnemidler, haft præsten på besøg, gemt os i midlertidige kontorer, isolationszoner og kaffestuer.

Jorden har været giftig. Patienterne har været farlige.

Værnemidler, værnemidler, værnemidler.

Og nu …

En måned senere er der ikke så meget frygt længere. Vi har rimelig tillid til, at vi har værnemidler nok. Vi er rimeligt sikre på, at de værnemidler, vi får, er sikre nok. Vi er ikke så bange for patienterne længere. Vi har vænnet os til at håndtere COVID19. Hjemmeværnet er sendt hjem. Vi har få syge kollegaer i akutafdelingen.

Akutfolket er OK.

Hvad blev der af tsunamien?

Når en tsunami nærmer sig, trækker vandet sig først væk fra stranden. Så kommer bølgen. Ofte flere.

Patienterne forsvandt fra afdelingen og hospitalet. Vi byggede vores barrierer op. Fyldte sandsække på digerne. Tog vores redningsveste på og stirrede på horisonten.

Bølgen kom ikke.

Hele Danmark har passet så godt på sig selv og hinanden, at COVID19 ikke fik det momentum vi frygtede. Endnu.

Frederiksen, Brostrøm og Heunicke.

Lokale slag udkæmpes. Hovedstaden og Herning. Der kæmpes hårdt.

I snart ti dage har vi modtaget COVID19 syge fra Herning, fordi hospitalet derude er under pres. Herning skånes for nye patienter, pånær de mest akutte.

Patienter køres på tværs af Jylland til fremmede sygehuse.

Det har været smukt.

Hver dag har de fem akuthospitaler i regionen mødtes på video og har fordelt patienterne fra Heden. Stået sammen. For at hjælpe hinanden og patienterne. For at en lokal tsunami ikke skulle blive ødelæggende. For at Herning ikke skulle falde. For at støtte vores kollegaer.

Det virker. Herning står. Endnu.

Akutfolket har hjulpet Herning. Det gør mig stolt.

Vi har vist vores kæmpe muskler sammen med akutfolkene i resten af regionen. COVID19 kan bare komme an.

Hvad med resten af patienterne? Dem der ikke har COVID19?

Vandet trak sig ildevarslende tilbage. Patienterne forsvandt fra afdelingen og hospitalet. Hvor blev de af? Hvad skete der med de blødende mavesår, rygerlungerne, de forgiftede, alle de normale lungebetændelser, de bevidstløse og de fulde?

I frygt for virussen har de vel passet på sig selv. Holdt sig fra deres praktiserende læger. Underspillet symptomer?

Nu er de begyndt at søge hjælp igen. De tør forlade sikre ly og søge ud i livet igen.

COVID19 er stadigvæk derude.

Tsunamien kom ikke, men det er ved at blive højvande. Hurtigt.

Siden onsdag før påske har vi været under pres, men vi er presset i to spor. Ind ad den ene dør kører vores COVID19 mistænkte, ind ad den anden kører alle de andre.

Påsken er slut. Vi oplever stadigvæk øget trafik gennem begge døre. Vi holder vores poster, og vi kan følge med. Men vi har stadigvæk brug for hjælp. Fra alle dem uden for murene. Fra jer.

Frederiksen, Brostrøm og Heunicke åbner forsigtigt Danmark op. Åbner for almen lægepraksis og planlagte operationer. Heldigvis.

Var det rigtigt, at de trykkede så hårdt på bremsen? Jeg er glad for, at de gjorde det. Jeg er spændt på, hvordan bremsen skal slippes igen. Varsomt.

Så længe dem derude – befolkningen – er forsigtige og kun åbner sluserne til hinanden i et omfang, så digerne holder, kan vi følge med.

Fra Frederiksen, Brostrøm og Heunicke via de regionale videomøder mellem akuthospitalerne, ledelserne af akuthospitalerne, til akutfolket. Som er klar til endnu en ny opstilling.

Den nye normal er på vej. Akutfolket er regrupperet. De står klar ved COVID1-døren, og de står klar ved døren til alle de andre.

Akutfolket griber det, der kommer. Pas på dem. Pas på jer selv.

Det er ikke ovre endnu …