Categories
Akutfolket

På vej mod den nye normal

Syvogtredive døgn forsvandt i et blink med øjenlågene.

Britta, hospitalets beredskabschef, annoncerede i forgårs at vi havde været syvogtredive dage i beredskab.

I mere end en måned har mange af os brugt de fleste vågne timer på hospitalet. Syvogtredive dage uden reel fritid. Syvogtredive dage, hvor vores nærvær er givet til hinanden og patienterne. Ikke så meget til familierne.

Jeg har ikke oplevet at være så tæt på akutfolket før.

Vi kendte hinanden godt tidligere, nu er det blevet meget intimt. Filtre er forsvundet. Vi deler hemmeligheder og familieproblemer. Humoren er ikke blevet bedre.

“John Travolta havde alligevel ikke COVID19”

Gangen mellem traumestuerne agerer kontor for akutfolket i isolationszone 1. Stemningen er endnu tættere her. Måske fordi hemmeligheder og vittigheder skal koncentreres i mellemrummene mellem de hårdest ramte patienter. Det er dem, zonen er allokeret til.

“Det var Saturday Night Fever”.

I det mindste en af de stuerene.

Patienter på bårer passerer de midlertidige kontorpladser.

Midlertidige …

Ambulancefolk i hvide beskyttelsesdragter, formummede og svedende. Akutfolkene rejser sig og tager imod. Pulsen op, patienten modtages, pulsen ned.

Alting bliver rutine på vej mod den nye normal.

Møder på tværs af hospitalerne og mellem afdelingerne foregår på video. Ansigter dukker rytmisk op på skærmen i en fast mødekadence. Efterhånden kendte ansigter. Nogle af dem fra Viborg, Århus og Randers har jeg aldrig mødt i virkeligheden.

Regionens fem akutafdelinger mødes hver dag klokken tretten med koncernledelsesrepræsentanterne. Tungt ord.

Her er der også mulighed for komik. Lad, som om du drikker af håndspritten, og se hvilken matrikel, der først kvitterer med et grin. Viborg vinder.

Viborg tager billeder af skærmen.

Vi fordeler patienter og bekymringer. Værnemidler fylder mindre, sygeplejersker med COVID19 mere.

Dag efter dag.

Syvogtredive døgn.

Categories
Akutfolket

Ambulancerne fortsætter med at komme

Solen skinner ude på Sundvej

Det vræler dybt og gurglende fra den åbne Porsches hækmotor i det sekund, den passerer ambulancerampen.

Skyfri himmel. Et kort glimt af langt lyst hår og store solbriller.

Ambulancerampen ligger i skyggen af hospitalets betonvægge.

Jeg kan høre min egen vejrtrækning i mundbindet. Papirkitlen og plastikforklædet er tætte som plastikposer, så jeg sveder. Mine hænder føles klamme inde i de blå latexhandsker.

Mit duggede fullfacevisir slører køen af patienter ude på ambulancerampen. Hjemmeværnet har placeret patienterne i stole med 2 meters mellemrum. Enkelte host. Blikke, jeg håber, er tålmodige. Ambulancer, der venter på at få plads inde i porten for enden af rampen. Patienterne er svære at tolke gennem duggen på visiret. COVID19 har taget en del af det ubevidste sprog fra os.

Vi har nitten pladser i isolationszonerne. Jeg blev kaldt til porten, da alle pladser var brugt, og yderligere enogtyve patienter var meldt til ankomst.

Jonathan og Maria havde løftet opgaven som læger i den absolutte frontlinje hele dagen. Klokken femten havde ingen af dem haft pause.

Jeg sendte dem til frokost og gik i gang med at løse opgaven i ambulanceporten.

Porschens vræl forsvinder ud mod fjorden.

Jeg kalder næste patient ind. Ind i en mellemgang, der lige nu udgør det for en lægekonsultation.

Virker ikke så syg. Alligevel symptomer der bekymrer mig. Kan det være noget med hjertet? Sansynligvis ikke, men vi kan ikke tabe nogen. COVID19 må ikke få os til at overse anden alvorlig sygdom. Feber. Jeg bruger en dyrebar isolationsplads – vi åbner isolationszone 3.

Ambulancerne fortsætter med at komme. Hjemmeværnet melder om nye patienter, der er kommet til ambulancerampen for egen kraft.

Jeg undersøger den næste. Laver en podning for COVID19 fra halsen. Måler iltmætningen i blodet. Vurderer, at det er trygt at sende hjem, men bestiller et røntgen af lungerne til en af de nærmeste dage. Når der er svar på podningen. Prøver at berolige.

Det går stærkt. Jeg er imponeret over, at Jonathan og Maria ikke var mere stressede, da jeg afløste dem. Jeg er presset. Sveder og synes, det er lidt hårdt at trække vejret inde bag visir og maske.

Maria kommer tilbage i porten. Tygger fortsat på lidt mad. Hun ser overbærende på mig, mens hun rutineret iklæder sig kittel, maske, visir og handsker.

“Hvad ved en Cowboy?”

Mit visir sidder skævt, mens jeg prøver at pakke et podeglas ind i en plastikpose uden at forurene posen udenpå. Latexhandskerne driller min motorik. Jeg taber podeglasset, mens jeg prøver at forstå, hvad Maria siger.

“Mere end-de-aner”

Jeg tror, hun smiler bag masken.

Ambulancerne fortsætter med at komme. Hjemmeværnet ringer med flere patienter. Isolationszone 3 er fyldt.

Mon Porschen kører ude langs fjorden nu?

Categories
Akutfolket

Synderen orker mig ikke

Hvad nu hvis Cubakrisen aldrig slutter?

Vi har bemandet vores positioner, vi er klar til at slås, men slaget kommer ikke. Der er små træfninger ved forposterne, fjenden tester vores perimeter. Men det store angreb kommer ikke.

Vi kan ikke forlade vores poster. Vi er afhængige af andres indsats for ikke at blive rendt over ende. Men vi skal stå klar i ambulanceporten og isolationszonerne. Hvis folk derude slapper af, skal vi kunne modtage COVID19 i en skala vi ikke har prøvet endnu.

Slaget står i Vest. Herning kæmper. Vi tager imod dem der ikke er kapacitet til derude. Patienterne derudefra varierer mellem at være virkeligt syge og bare klattede.

Historier fra Herning.

Akutfolket er spændt.

Så spændt, at jeg er opmærksom på små tegn til kamptræthed. Staldfeber. Bemærkninger der får en kant, der er farlig. Adfærd der bekymrer mig.

Den nødvendige disciplin er truet. Det er farligt for akutfolket.

En læge fra en anden afdeling skyder genvej gennem den store trædør der skiller isolationszone 2 fra ren zone. Den må kun åbnes i nødstilfælde. Han ser mig se ham. Han gider nok ikke diskussionen og drejer ned af en gang før jeg når hen til ham. Den gang fører ind i isolationszone 1, og derinde er der ingen patienter med relevans for ham lige nu.

Jeg orker ikke at forfølge synderen. Synderen orker ikke mig.

Vi plejer at have det sjovt sammen.

Vi trænger til at komme på bar. Drikke os fulde og danse dumt. Holde weekend med familien, og drikke kaffe med mor.

Vi trænger til at holde op med at være opmærksomme på, om vi er langt nok fra hinanden

Solen skinner endeløst over vores Cubakrise.

Jeg er coronatræt.

Categories
Akutfolket

Lad dem ryge ud af vinduet

Vi er nødt til at lade dem ryge ud af vinduet.

Susanne, socialsygeplejerske, krydser armene over brystet. Hendes ansigt kan skifte fra alvor til latter på et øjeblik. Lige nu er det alvorligt.

Hendes patienter udebliver. Det er ikke godt. Hun er bange for, at de socialt udsatte, de misbrugende på kanten af samfundet, ikke tør henvende sig med deres helbredsproblemer. At de går derude og bliver tiltagende syge, men undgår os. Frygten for COVID19.

Socialsygeplejerskerne har været en af de store åbenbaringer i mit lægeliv. Samuel Shem skriver i sin akutlæge-nøgleroman, The House of God, om GOMERs. Patienter, hvor akutlægen tænker “Get Out of My Emergency Room”.

Uønskede patienter.

Susannes patienter var i årevis mine GOMERs. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med dem. Jeg var inkompetent i mit forsøg på at hjælpe. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg endte i konflikt og truende situationer, når jeg trak mine regler og rammer ned over alkoholikeren og stofmisbrugeren.

Susanne og hendes kollega, Signe, har ændret det for mig. Lært mig at blive kompetent i mødet med deres patienter.

Vores patienter.

Lært mig, at firkantede holdninger og fasttømrede principper skaber konflikter. Hvis patienten får en øl og en smøg, får jeg lov at behandle lungebetændelsen. Lad dem gå ud og ryge en joint. Når jeg kommer mig over mine egne moralske barrierer, bliver jeg i stand til at være en ordentlig læge. Tage mig af deres blodpropper i benene og betændte sår.

Grænserne er lukket. Stofpriserne ryger i vejret. Den delikate balance i misbrugsmiljøet er forstyrret. Resultatet er uforudsigeligt. Susanne er bange for ketchup-effekten. Pludselig vil vi se en stor gruppe med større problemer end de plejer at have. COVID19 collateral.

Hvordan håndterer vi en smøgtrængende, abstinent patient på en isolationsstue?

Der er ingen tvivl om, at problemet opstår. Frygten for COVID19 er derude, de er klar over, at de med deres skrøbelige fysik er i risiko for voldsomme forløb.

Ingen vil på sygehus. Jorden er giftig.

Deres liv er det samme, de får de samme sygdomme som altid. De holder sig nok, til de ikke kan længere. Måske så langt, at vi kommer til at se dem meget syge. Når de kommer.

Vi skal prøve at holde dem inde på isolationsstuerne, så de ikke får COVID19 af andre. Eller giver andre COVID19.

Lad dem ryge ud af vinduet. Men sluk for ilten.

Min indre protestant prøver kortvarigt at komme ud. Flår i mine principper og i min moral.

Men Susannes arme er krydsede over brystet.

Categories
Akutfolket

Isolationszone – nat

Morgenbriefing starter om treogtyve minutter

Et par strandskader har bygget rede på kvindeafdelingens tag. Der er rim på det sorte tagpap. Taget skinner  i en opgående sol, der rejser sig fra mundingen af Horsens fjord på den anden side af kvindeafdelingen. Råger og mågers hæse maskulinitet. Strandskadernes moderlige pippen.

Ventilationsanlægget derovre suser. Det danner læ for strandskaderne.

Der har været rengøring på mit kontor.

Hektisk start på nattevagten. Mange patienter, der ankom samtidigt. For mig har der været ro siden klokken to.

Jeg er bagvagt for Nigopan.

Han er i første linje i ISO 1, sammen med Rikke. Jeg så ham modtage en svært syg patient i isolationszonen i nat. Fuldkommen ro. Fuldkomment overblik. Det var nærmest en dans i beskyttelsesdragt med Rikke Sygeplejerske.

Uanset at patienten var syg, var omfavnelsen fuldkommen og omsorgsfuld.

Det tog mindre end en time, før der var fuld afklaring. Ingen spildte bevægelser, ingen tabte dansetrin.

Horsens Fjord ligner en helt almindelig søndag.

Region Midtjylland er ikke almindelig. Vest er hårdt ramt, og vi modtager dårlige patienter derudefra. Patienter, der indlægges i isolation hundrede kilometer fra deres pårørende.

Betyder det noget at være så langt hjemmefra, når man alligevel isoleres?

Der er fjorten minutter til morgenbriefing.

Der er sat to terassevarmere op i ambulanceporten. De varmer som en føntørrer i en skøjtehal.

Jeg vil ud at sige godmorgen til akutfolket

Categories
Akutfolket

Papir mod beton

Hvordan lyder det, når et mundbind af papir i raseri kastes ned i et betongulv?

Ambulanceporten er en hal. Den er vel femogtyve meter på hver led. Et olympisk svømmebassin er halvtreds gange femogtyve meter. Der er otte meter til det hvælvede, grå loft.

Væggene er af beton, og der er et lille slip til den frie verden mellem gulvet, og der hvor væggen begynder. Frisk luft og lyde fra kirkegården ved siden af kommer ind den vej.

Støvet sollys fra ovenlysvinduer, der er svære at vaske. Rumklang. Rungende. Ambulancedøre ekkoer lidt. Motorer der starter, bremser der skal skiftes. Masser af latter. Udstødningsgasser og klorbaserede rengøringsmidler.

Vi samles der hver morgen. Omkring fyrre akutfolk og hjemmeværnet. Ambulancereddere på gentagen gennemrejse.

Hver dag, sin nye overraskelse. Hver dag en ny opgave at tilpasse sig til.

Pres i Vest. Ny opgave i Øst.

Herning er udtamponeret af COVID19. Vi skal modtage patienter fra Heden. Mit gamle hood. Der hvor min ungdoms akutmedicinske sko fik sin fodform.

Ambulanceredderen har tilbragt en time bag i bilen med en patient, der ikke er så syg. Vores læger i porten er ramt af en tsunami af patienter sendt af almen praksis i nærområdet.

Hedens patienter i konkurrence med Østkystens. Patienter, der for længe har ventet på et tjek af den praktiserende læge i Aulum og Tvis i Vest. Lige så forsømte patienter fra Juelsminde og Odder i Øst.

Almen praksis har ikke værnemidler til at se sine patienter.

En time bag i ambulancen pakket ind i en tætsluttende beskyttelsesdragt, et mundbind og duggende fyrværkeribriller. Sammen med en bange patient. Ambulancebehandler i COVID19 tid.

Til Horsens, hvor vores tre hårdtarbejdende læger i ambulanceporten prøver at dele sol og vind lige mellem de ambulancer der lander fra Vest og de frysende patienter fra Øst. Der har ventet en time. I ambulanceporten.

Ambulanceredderen og lægerne i porten. De arbejder for samme sag, men kan ikke undgå at frustrere hinanden. Patienter venter i porten. Og i ambulancerne. Der har en time hjem til Heden.

De pressede, frysende patienter ser sundhedsvæsnets bedste folk frustreret over hinanden. Umuligheden i at give hinanden den backup, vi gerne vil. Vi kan ikke give patienterne det, de gerne vil. For mange på en gang.

En ambulance venter på rampen – de fire pladser i porten er optaget.

Patienten bag i ambulancen bliver set af en af lægerne i ambulanceporten. Er for rask til indlæggelse. Pode-svaret er ikke klart, så ambulanceredderen skal stadigvæk have beskyttelsesdragt, maske og briller på. Vi ved ikke, om der er risiko for smitte. Tilbage mod Vest. Bag i ambulancen, sammen med patienten.

En times venten i ambulanceporten. En time tilbage til Heden i en beskyttelsesdragt, der er varm og ventilerer som en plastikpose fra Fakta.

Den hvide heldækkende dragt er uformelig og løstsiddende over skuldrene. Frustrationen i en udefineret, hvidklædt, rasende ryg. En hånd, der flår ansigtsmasken af og kyler den ned i gulvet. Tager en ny på og sætter sig ind bag i ambulancen. Til patienten.

Lydløst klask.

Papir kastet i raseri mod et betongulv.

Categories
Akutfolket

Tyggegummi stille i mund

Det er mere end et døgn siden jeg sov. Sov rigtigt. Jeg er glad.

Vores afdeling kører godt. Akutfolket kender deres roller, de tager godt imod gæstekollegaer og der er begyndt at ske noget. Gnisten i akutfolkets øjne er tændt. Enkelte spilleregler har jeg ikke fået kommunikeret godt nok.

Skal vi lægge to patienter på samme stue når alle senge i isolationszonerne er taget i brug, eller skal vi flytte patienter der ikke har fået svar på COVID19 test op i huset? Sengeafdelingerne oppe i huset har ikke infrastruktur til uafklarede patienter.

Jeg håndterer det når jeg har sovet.

Arbejdsplanen er altafgørende for, at akutafdelingen fungerer. Vi har den skarpeste planlægger af alle. Gitte B. Lægesekretær. Hun Overblikkets mester, vagtplanernes Madame Curie.

Sammen med Maria V styrer hun afdelingens struktur og mig med hård hånd gennem COVID19.

Gitte B har været kompensationen for den strukturløse del af min hjerne i flere år. Hun holder op med at tygge på sit tyggegummi, rynker brynene, vender hovedet halvt mod mig og kommer med en lille lyd. En slags suk med en lille tone på udåndingen. Halvt opgivende, halvt irettesættende. Så ved jeg den er gal. Jeg har gjort det igen. En Ulf. Noget der forstyrrer den finttunerede struktur hun har lagt for afdelingen. Kaos truer.

Gitte B passer bedre på min familie end jeg gør. Hun mødte min kone til en sommerfest i vores have engang. Det har været retningsgivende for mit arbejdsliv lige siden. Gitte B styrer min kalender, og bestemmer uofficielt hvornår jeg må bryde ud af min kontorskal og blive læge for en stund. Styrer at jeg får tid til et hjemmeliv. En enkelt vagt i ny og næ. Det får jeg lov til.

COVID19 har udfordret Gitte B. Læger fra andre afdelinger er strømmet ind i vagtplanen. Strukturen opløst og samlet igen. Kompetencer skal sammensættes korrekt i en vagtplan flere uger ud i fremtiden. Korrekt. Gitte B laver intet halvt.

Maria V er indkaldt. Jeg mistænker at det var risikoen for kontroltab over min kalender og indsats der udløste tilstedeværelsen af Maria V.

Akutafdelingen var under ombygning, da COVID19 kom. Vi bor i midlertidige kontorer og gamle sengestuer.

De to lægesekretærer har besat et gammelt køkken ved siden af mit kontor. Mit teenageværelse, som ikke er blevet mindre uhumsk de seneste uger. Jeg tror Gitte B er ved at træne Maria V i de første skæve øjekast og tonale suk.

Det første kalendermøde med Maria V var i hvert fald brutalt. Hun vil noget. Med afdelingen og karrieren. Og med min kalender.

Jeg fik tiltusket mig en vagt i ambulanceporten i nat. Skævt blik, tonalt suk. Tyggegummi der står stille bag en spændt kæbe. Der er møder i kalenderen efter vagten, en lang mailliste og bolde der ikke er faldet ned efter jeg har kastet dem op. Men jeg fik den. En nat med akutfolket.

Tolv timer hvor jeg fik lov at være læge. Snakke med patienter. Stå i kliniske problemer. Undervise unge læger.

Hjertestarter. Jeg glæder mig til på lørdag

Tyggegummi på pause, spændt kæbemuskel. Hos begge.

Categories
Akutfolket

Æg og usikkerhed

Hvordan får vi snakket om bekymringer og frygt?

Dagen er startet med, at Mette, vores oversygeplejerske, har bildt lægerne i ambulanceporten ind, at arbejdstilsynet kræver, at de har Byggemand Bob-hjelme på. Hun holder aprilsnaren en times tid, før hun giver dem en undskyldning og et påskeæg.

Så er det alvor igen.

Der er noget usynligt derude, noget ukonkret. Historier om syge og døde kollegaer i Italien, USA og Spanien. Hvordan får vi snakket om det? Hvordan skal vi forholde os til en risiko, der er så lille, men så alvorlig?

Solen skinner ind gennem ruderne ved brandtrappen. En due har bygget rede under første trin. Den ser trodsigt på mig, når jeg åbner døren for to mundfulde ufiltreret luft og en solstråle.

Henrik Ø har fået en kop kaffe. Halm, bitterhed og varmt vand. Han sidder i solstrålen. En lille spinkel stol under en lang krop, som nærmest ligger hen over den.

For akutfolket er kollegaerne grundlæggende i den menneskelige behovspyramide. Vi får normalt dækket meget af  vores trang til nærvær af hinanden. Vi deler store og små ting i kaffepauserne. Vi kender hinanden godt. Professionelle venner.

Nu er afdelingen opdelt i zoner, og der er meget alenetid. Isolationszoner. Vi ser ikke hinanden på tværs af de lukkede døre.

Vi får ikke dækket sulten efter hinanden, når vi går alene. Et tomrum. Vittigheder, frustrationer og oplevelser, der aldrig bliver delt.

Gennem det kraftige, sorte brillestel og hen over plastikkrusets hvide kant, ser Henrik Ø på mig. Den dampende kaffe dugger hans brilleglas et øjeblik. Dugen er væk på sekunder. Han sætter stille kruset ned.

Han siger, jeg har ikke forklaret godt nok, hvornår vi bruger hvilke værnemidler. Jeg har ikke kommunikeret, hvorfor der er forskel på sikkerhed i andre regioner og hos os. Hvad er status på forsyningsituationen? Akutfolket bliver uroligt i uvisheden.

Beskeden er rolig. Den leveres roligt og i en omsorgsfuld tone. Beskeden er også klar.

Mette oversygeplejerske og jeg skal samle akutfolket op. Give klare beskeder. Ingen trives i tvivl.

Duen er lettet, og i reden ligger to æg. Påskeæg.

Categories
Akutfolket

scripted-unscripted

Første gang jeg holder morgenbriefing fra manuskript.

Skævt. Uoprigtigt.  Jeg føler mig stiv. Manuskriptet er for langt. Ikke nærværende at stå og læse op fra telefonens skærm.

Akutfolket fryser mere i ambulanceporten end de plejer. Vi må rømme undervejs pga en ambulance, der kommer med en meget syg patient. Upassende at stå der så mange mennesker. Vi fryser stadigvæk da vi kommer tilbage til ambulanceporten og fortsætter.

Vigtige budskaber uden nerve og kontakt.

Det er stadigvæk essentielt, at vi holder fast i sikkerheds-procedurerne! Jeg venter på Jespers: “Fuck dig Ulf”, men det kommer ikke.

Desværre. Oplæst selvfølgelighed, og så en tung forklaring;

-Region Midtjylland har foretaget sin egen vurdering af risiko, og har blandt andet konkluderet, at det ikke skaber forstøvet virus i luften, når vi behandler med medicin på forstøvermaske. Vi bruger den type medicin på patienter med rygerlunger og astma.

Når der ikke er forstøvet virus i luften, skal vi ikke bruge FFP2 maskerne, som er sikrere, men vanskeligere at skaffe.

Jeg har tillid til Regionens vurdering, selv om den er forskellig fra nogle af de andre regioners, men lad være med at opholde jer på stuen, når I behandler patienter med forstøvermaske. For en sikkerheds skyld.

Der nikkes, men jeg kan ikke føle kontakten til dem. Jeg er ikke nærværende nok.

Det er sidste gang jeg går på manuskript.

Op ad dagen kontaktes vi af vores lægefaglige direktør. Hvorfor der er en kø af mennesker på ambulancerampen? Jeg kender ikke til nogen kø. Aner ikke hvorfor. Jeg hader ikke at have styr på afdelingen, og det er virkeligt ufedt når chefen opdager det.

Jeg undersøger. Der står frysende mennesker med to meters mellemrum i en kold formiddagssol. Langt hen ad rampen. Jeg snakker med dem. De er ikke meget syge, de skal bare tjekkes. Normalt får vi kun patienter til indlæggelse, ikke til almindelige tjek.

Hvad foregår der? Ikke en god dag.

Mette, min makker og afdelingens oversygeplejerske opklarer det. I løbet af weekenden har de alment praktiserende læger modtaget en mail fra sundhedsstyrelsen om, at blandt andet folk med forværring af symptomer på COVID19 “over dage”, kan undersøges på regionalt oprettede enheder.

Vi bliver tolket som, at vi er sådan en enhed.

Konkret problem der skal løses hurtigt. Intet manuskript. Den disciplin mestrer vi. Anne, vores udviklingssygeplejerske, får på ingen tid organiseret en løsning.  Jan og Jonathan ,der er dagens lægeteam i ambulanceporten, assisterer hende.

På ingen tid er køen afviklet. Alle er undersøgt.

Imens kæmper vi på baglinjen for at finde en løsning til i morgen. Bare indtil infrastrukturen for regionen kommer i takt med sundhedsstyrelsens udmeldinger. Det går stærkt i disse dage, alle gode kræfter, alle gode viljer – men vanskeligt at koordinere. Vi er ikke perfekte.

Der kommer nok endnu flere patienter til ambulanceporten i morgen. Med forventningen om tryghed og et lægetjek. Vi kan ikke pode alle. Der bliver lange ventetider. Hospitalet får en anden løsning op at stå hurtigt, men nok ikke til i morgen.

Vi klarer det.

Til eftermiddagsbriefingen er min mavefornemmelse skiftet. Jeg er glad. Der er lavet løsninger. Intet manuskript for eftermiddagsbriefingen. Det var der heller ikke for dagens opgaver.

Det er nok sådan jeg har det bedst. Måske egner akutfolket sig ikke til manuskript.

Categories
Akutfolket

Til morgenbriefing, mandag

Huskeliste:

Intro:

  • Sikkerhedsopsang – træn hinanden i aftagning af værnemidler
  • Ingen ophold på stuer hvor der bruges forstøver – brug helst spacer
  • Hvorfor Region Midt ikke bruger FFP2 maske som værnemiddel ved forstøverbehandling, når andre regioner gør det.

Til hurtig gennemgang:

  • Ansvarsfordeling i isolationszone 3 – primært hjertepatienter obs COVID19
  • Er der kaffe til folkene i isolationszonerne?
  • Husk Hjemmeværnet – de skal også have kaffe.
  • Socialt udsatte med COVID19 og behov for at ryge
  • Vi kan fortsat ikke pode patienter uden symptomer/patienter ren zone
  • Podning af kritisk personale

Hovednummer:

  • Undgå fikseringsfejl / stille hypoxi – COVID19 kan snyde os. (Godt fanget, Louis!). Hjælp hinanden til at møde patienterne med et bredt blik.
    Husk at måle iltmætning og tælle respirationsfrekvensen.
    Pres ikke portvagten – vær opmærksom som portvagt på at bede om hjælp hvis der kommer mange ambulancer. I andre: vær opmærksomme på at tilbyde hjælp og afløsning.

Outro:

  • Søndagens voxpop: “Hvilke kvaliteter har den gode akutlæge, -sygeplejerske og-lægesekretær”
  • Spørgsmål fra kollegaer og rundvisning af nye kollegaer