Categories
Akutfolket

Hotspot Horsens

Jeg kører sydover gennem september måneds Østjylland.

I morgensolen står markerne høstede. Enkelte har stadig et varmt gult skær i det spæde lys. Andre står brune og pløjede.

De fire enorme projektører fra CASA Arena i horisonten annoncerer, at jeg snart er i Horsens og på arbejde.

Da jeg passerer stadion, står folk i kø til covid-test. Ved sygehuset, er der også køer af biler, der skal til det andet testcenter i byen.

I ambulanceporten sidder en læge parat til at tage sig dem med milde symptomer. Dem almen praksis stadigvæk ikke har mulighed for at se

Horsens er ved at blive et lokalt hotspot. På kortet, er vi nu det rødeste sted i regionen. Det hotteste sted.

36 smittede pr 100.000 indbyggere.

Vi har ikke set mange COVID19 syge. Bare mange patienter. Lige før ventede 6 ambulancer i porten, flere af dem på, at vi skulle få en isolationsstue klar

Der har været lidt pause i sommerferien. Opblomstringen har været svær at tage alvorlig. Ingen med de luftvejssymptomer, vi så i foråret.

Nu er vi klar til at genetablere alt.

Sammen med vores beredskabschef har jeg tegnet streger på kortet over afdelingens nybyggede område. Det åbner om et par uger. Isolationsstreger..

Klar til nye isolationszoner

Efter opblomstringen i Århus måtte vi igen bemande ambulanceporten fra 8 til 23 for at screene folk og for at håndtere mængden af mennesker, der kom.

Hvis bare almen praksis kunne finde rammen til at se de patienter de så før i tiden.

For en halv time siden tog jeg en runde i afdelingen, efter Jesper stak hovedet ind og sagde der var travlt. 38 patienter i 27 senge. Totalt 65 patienter i afdelingen. Skadestuen fuld. Kø i ambulanceporten og hektisk stemning. Kaldte ekstra lægeresurser ind.

Holdet organiserede sig hurtigt, og der kom ro på. De er sgu gode.

Vi har tidspunkter hvor kollegaer græder og ikke magter at gå ind til den næste patient.

Så møder de igen om mandagen.

Til tider er presset åndssvagt.

COVID19. Gaven der bliver ved med at give.

Vi har mødt forståelse fra ledelsen, fået tilgivelse for vores store hul i budgettet.

Vi har fået lov at ansætte flere sygeplejersker.

September Covid19 er ikke noget, der foregår på intensivafsnitter eller i kohorte afsnit.

September Covid19 er noget, der foregår på akutafdelingerne.

Måske vi snart kunne få en vaccine.

Categories
Akutfolket

COVID19 foregår i akutmodtagelserne

Med lidt hjertebanken efter for meget rødvin lørdag aften, lå jeg hjemme i sofaen. Lå i sofaen sammen med min søn. Lige startet på 2. sæson af Stranger Things, da telefonen ringede.

Den vagthavende overlæge i afdelingen var i vildrede. to sygeplejersker var så udmattede, at de ikke magtede at gå ind til næste patient. Køen foran ambulanceporten voksede.

“Ny smittestigning behøver ikke være et problem”, kunne jeg læse på TV2 news.

Ikke et problem… for hvem?

Det er ikke et problem for dem der er smittede hvis de ikke er syge. Det er ikke et problem for intensivafdelingerne, der har ledige pladser, og det er ikke et problem for de nedlagte kohorteafsnit, hvor vi i foråret samlede de syge COVID19 patienter.

En patient havde fået at vide, at hun var nummer 150 i telefonkøen til lægevagten. Så smed hun røret på, og tog hen til akutafdelingen.

Nogle gange har vi så mange patienter på vej til afdelingen, at vi skal scrolle i skærmbilledet med “på vej listen” flere gange, for at løbe dem alle sammen igennem.

Og så er der dem der bare kommer.

Da jeg kom hjem fra sommerferie, måtte vi genetablere portvagten.

“Ny smittestigning behøver ikke at være et problem”.

Fortæl det til de patienter, der gerne vil have en tid hos en almentpraktiserende læge i Region Midtjylland. Fortæl det til de alment praktiserende læger, der ikke har de midler der skal til, at servicere de borgere, de har ansvar for.

Fortæl det til den alvorligt syge patient, der gemmer sig blandt de mindre syge, på tredje skærmbillede i “på vej listen”.

Fortæl det til vores sygeplejersker, der skal flekse mellem det de er uddannet til – de alvorligt syge og ustabile patienter-, og de patienter der plejede at være lægevagtspatienter.

“Ny smittestigning behøver ikke at være et problem”. Men det er det.

Jeg skal ikke på bar i aften med mine gamle venner.

Categories
Akutfolket

Forår

Dørene mellem isolationszonerne og ren zone er blevet åbnet.

Det føles som om forårsrengøringen er overstået. Frisk luft blæser gennem gangene. Der er kommer flere smil. Jeg kan høre snak og latter. Lyde fra tiden før COVID19.

Vinteren og isoleringen er snart helt overstået, vi er sammen igen. Vi kan spise vores madpakker sammen, fortælle de lamme vittigheder der skal fortælles. Den gensidige følelsesmæssige nøgenhed er måske lidt mindre. Tonen er mere jovial og ekstrovert end for en måned siden.

Lidt flovhed? Nogle ser måske på hinanden som elskere efter et engangsknald, eller som er man vågnet efter en voldsom brandert. Tvivlen om hvad jeg egentligt gjorde og sagde i går. Åbenheden i de lukkede områder har været udtalt. Der er delt meget personligt i isolationszonerne. Nogen føler måske de har delt for meget.

Tømmermænd ovenpå hudløsheden.

Det var let at lukke ned. Målet stod klart for os alle sammen. Vi skulle ikke ende i Brescia eller Bergamo.

Zoneopdelingen gik så let. Sikkerhed var så let at kommunikere.

Jeg er så stolt over akutfolket. Som Malene skrev, endte vi ikke i et altafgørende slag – men der er kæmpet. Vi har bidraget til at COVID19 epicentret omkring Herning ikke udviklede sig en lokal katastrofe. Vi har set mange af deres patienter. De blev til vores patienter.

Akutfolket har passet godt på hinanden, og haft ryggen på borgerne i Odder, Skanderborg, Hedensted og Horsens.

Mange glemmer, at vi så rigtigt syge mennesker. Vi håndterede dem. Professionelt og effektivt. Sikkert. Vi undgik intern smitte. Kun to af vores akutfolk fik COVID19. Jeg tror ikke engang de blev smittet på afdelingen.

Det var let at lukke ned.

Åbningen er diffus.

Målene uklare. Metoderne uklare. Vi ved ikke om der kommer en ny bølge.

Jeg oplever at de enkelte afdelinger på sygehuset er ved at falde tilbage i gamle vaner. I fare for at lukke sig om sig selv. Det er bedre at andre afdelinger tager patienterne end dem selv.

End os selv.

Patienterne der tidligere undlod at søge hjælp er kommet tilbage.

Vores mål og prioriteter er i fare. Målet riskerer at blive, at beskytte sig mod arbejdspres og stress. Jeg er ingen undtagelse.

Vi er ingen undtagelse.

I dag modtog vi genanvendelige åndedrætsværn. Jeg kan huske den morgen jeg bestilte dem. Høj på adrenalin og bekymring for personalet, i en frenetisk rundringning til byggemarkeder og suspekte mellemmænd. Det var før jeg blev klar over at der var centraliserede indkøb.

Manglen blev aldrig manifest.

Det er uge siden vi sidst så en COVID 19 patient.

Vi skal have planlægningen for den fulde åbning klar. Beredskabet lukker ned om lidt.

Vinduet på kontoret er åbent. Byggelarm. Frisk luft fra fjorden. Hed elskov mellem måger på taget overfor.

Forår.

Categories
Akutfolket

Jeg fristes til at droppe værnemidler – også hos en COVID19-patient

Malene er akutsygeplejerske. Hun ser meget, hun tænker og hun siger fra. Hun skrev et brev til os. Til ledelsen. I dag er ordet hendes:

Så ramte hverdagen Akutafdelingen….i en lang periode sad vi næsten og kedede os lidt…

Vi er gået fra at opruste og forberede os på en krig mod Covid-19 til næsten at aflyse den…

Men vi er lige nu stadig i krig, med alt hvad der følger med for os sygeplejersker; værnemidler, nye procedurer, flere procedurer, kampen for at bevare nærheden til den enkelte patient gennem maske og visir og kontakten til de pårørende gennem telefonen.

Kampen for at nå at skifte en ble, lave mundpleje, observere patienten. Alt tager længere tid – tøj af og tøj på. Det er ikke bare lige at gå ind til en patient længere for at hænge antibiotika op, og når jeg står hos patienten mangler jeg pludselig lige et eller andet – tøj af og tøj på igen.

Imens ringer en af mine andre patienter, som græder da jeg endelig møder op.

Jeg har ikke længere hjælp fra patientassistenterne til mange af de basale ting – de må ikke gå ind på stuerne med mindre patienterne er afisoleret…

Lige pludselig kan jeg heller ikke nødvendigvis få gjort rent på isolationsstuerne, når jeg flytter en patient og må selv igang for at gøre plads til en ny patient…

Morgenblodprøver der tages kl 9 fordi bioanalytikerne også bruger meget tid på; tøj af og tøj på. Blå spritklude der er på vej. I restordere…

Hvad gør vi nu?

Måske er jeg netop lige nu netop midt i krigen mod Covid-19 – ikke på Italienske eller Kinesiske vilkår, men på helt almindelige danske vilkår og min kamp kommer til at dreje sig om at nå at tage mig af patienterne, for jeg kan umuligt tage mig samme antal patienterne under disse vilkår…

I denne weekend har jeg svigtet mange af mine patienter. Jeg kommer til at lave flere fejl, overse symptomer og problemstillinger. Jeg kan ikke nå at tage mig af 4 isolationspatienter, gå til kald, skabe flow i afdelingen, gøre rent og rydde op, fylde op….

Så begynder hygiejnen også at svigte og omsorgen og empatien reduceres.

Jeg fristes til at droppe værnemidler også hos en Covid-19 positiv patient, for jeg skal jo bare lige… Og jeg er bagud… Og stue 10 har ringet længe efter mig.

Akutafdelingen har gennemgået utallige omrokeringer og omstruktureringer – senest med skadestuen… Samtidig må vi lige nu løbe stærkere end nogen sinde før….

Kære ledelse… Pas godt på os, så vi kan passe godt på patienterne. I har en fantastisk afdeling med et fantastisk sammenhold. Ikke én gang denne weekend har nogen talt grimt til hinanden, snerret eller råbt af hinanden, som kan ske, når man bliver presset. Alle bider tænderne sammen og samarbejder… Men jeg ser en grad af begyndende udbrændthed og måske den er mere farlig og mere ødelæggende for en personalegruppe og for patienterne…

Så nej… krigen er ikke slut endnu. Lige nu har den bare en anden karakter end vi havde forestillet os!

Malene er akutsygeplejerske. Hun ser meget og hun tænker. Jeg er meget glad for at arbejde sammen med hende. Stolt af at have kollegaer som hende. Nu skal vi arbejde. Ledelsen.

Akutfolket skal igen skifte gear.

Categories
Akutfolket

Travlhed er ikke en formildende omstændighed

Der ligger brev i min e-boks fra styrelsen for patientklager.

På vej til akutafdelingen hører jeg P1 morgen. En læge er dømt for sin håndtering af en dreng med meningitis. Drengen døde. Lægen fik en bøde.

Jeg kan huske en travl vagt.

Der var en patient jeg sendte hjem, som døde umiddelbart derefter.

I lang tid stolede jeg ikke på mine egne vurderinger. Jeg bestilte ekstraundersøgelser på de fleste. Havde svært ved at træffe beslutninger. Jeg kunne ikke sove om natten. Hjertebanken før jeg mødte på vagt. Patienten var død. Jeg kontaktede pårørende og fortalte om forløbet. Der kom ingen klage. Den interne undersøgelse afgjorde, at jeg nok havde handlet korrekt. Men patienten var jo død. Min vurdering utilstrækkelig. Til dato ved jeg ikke om hun havde været i live, hvis min vurdering havde været anderledes.

Styrelsen for patientklager mener ikke, at travlhed er en formildende omstændighed hvis vi tager fejl. Når vi tager fejl.

Gad vide om de har stået i en akutmodtagelse. Gad vide om de kender akutafdelingernes vilkår.

COVID19 tiden er en risikosport. Alle dem der mistænkes for COVID19 undersøges. På samlebånd. Alle andre undersøges også.

På samlebånd.

Vi ved at det er farligt hvis der kommer for mange ind i en hospitalsafdeling på en gang. Crowding. Covid19 eller ikke; Mange simultane opgaver, øger risikoen for fejl.

COVID19 giver et ekstra twist på det.

Hvis man opkoncentrerer smitte på det lille lukkede område, der er en akutafdeling, øges smitterisikoen. Farligt for de patienter der ikke er smittede. Farligt for akutfolket.

Crowding.

Vi skal sørge for at de rigtige – og kun de rigtige, kommer ind på akutafdelingen. Portlægerne. De er nødt til at afvise patienter, de ikke mener er syge nok til indlæggelse.

Vi ved ikke hvem der er smittede.

Nogle dage tager det mere end et døgn at få svar på COVID19 prøverne. Patienterne kan i mellemtiden hobe sig op. Crowding. De skal ikke videre ind i sygehuset uden afklaring. Vi vil helst kun have en patient af gangen på en stue. Flere patienter på samme stue er en risiko. For patienterne og for akutfolket. For meget virus på for lidt plads.

Flaskehalsproblematikker

I ambulanceporten vurderer vi stadigvæk patienter. Almen praksis har stadigvæk ikke fået værnemidler. De kan stadigvæk ikke se sine infektionspatienter. Patienterne kommer i bølger. Syge mellem ikke så syge. COVID19 mistænkte og alle de andre.

Det går stærkt.

Lægerne i porten skal sikre at kun de rigtige kommer ind. Undgå crowding. For patienternes skyld, og for akutfolkets. De risikerer at tage fejl. Især når det skal går stærkt. Vi har sat tærsklen for at blive indlagt lavt. Mindsker risikoen for fejl, øger risikoen for crowding. Øger risikoen for smitte.

Travlhed er ikke en formildende omstændighed.

Nytter det at straffe fejltagelser?

Jeg skal have snakket med de unge læger om at stå i et job, hvor man skal tage ansvar for andres liv og helbred. Hvor man kommer til at lave fejl. Hvor man straffer sig selv. Hvor man kan blive straffet. Dømt ved en domstol.

De rammer jeg laver, definerer akutfolkets risiko for at lave fejl. For at få klager. For at blive straffet.

I min e-boks ligger brevet. Jeg ved godt hvad det handler om. Jeg lavede en fejlvurdering for et halvt års tid siden. Patienten fik en lindrende behandling udsat over en måned, fordi hverken jeg, eller den henvisende praktiserende læge, fangede problemet.

Vi har begge modtaget brev i e-boks.

Jeg lavede en fejlvurdering.

Patienten fik en måned med unødvendige smerter.

Det var før COVID19. Der var også travlt.

Først og fremmest vil vi ikke gøre skade. Vi går på arbejde for at hjælpe. Altid trøste, ofte lindre af og til helbrede.

Men vi må ikke lave fejl.

Patienten jeg fejlvurderede, har ikke lyst til dialog. Klagen ligger kun på skrift. Ingen mulighed for at forklare, ingen mulighed for at se patienten i øjnene og fortælle hvor ked jeg er af at jeg ikke var god nok. Jeg forstår vreden og behovet for at blive hørt.

Der var travlt.

Travlhed er ikke en formildende omstændighed.

Jeg er bange for hvad COVID19 gør ved akutfolket. Der er risiko for, at komme til at fokusere på det forkerte. Det er svært at undersøge når man er iklædt en rumdragt. Det er vanskeligt at være omsorgsfuld på 2 meters afstand. Dilemmaet mellem at undgå crowding, øge smitterisikoen og lave for overfladiske undersøgelser

Patienterne i porten er særligt udsatte. Portlægerne er særligt udsatte. Vi har dagligt fokus på problemet. Bekymringen er der hele tiden. Forsøget på at optimere rammerne. Forsøger at finde balancen.

Reducere risikoen for at lave fejl. Undgå crowding.

Travlhed er ikke en formildende faktor. Heller ikke når vi dømmer os selv. Heller ikke når jeg dømmer mig selv.

Jeg må have åbnet min e-boks.

Categories
Akutfolket

Hunderøvpuler!

Er der en læge til stede?

Da jeg startede som læge, var det yngste mand der skulle stå med sygeplejerskerne og lægesekretærerne i front. Vi så sjældent en erfaren læge hos de akutte patienter.

Jeg var inkompetent. 

De akutte patienter var alene med knallerter som mig selv.

Vi måtte lære hurtigt.

For snart tre år siden fik Danmark specialet akutmedicin.

Akutfolket fik læger. De akutte patienter fik deres egne specialister. Akutmedicinere.

Der er meget få der ved hvad akutmedicin er. Akutmediciner. Akutlæge.

Alle kan forestille sig en hjertelæge, en neurokirurg, en narkoselæge eller en praktiserende læge. Men hvad er en akutlæge? Det er ikke dem i de gule firehjulstrækkere med blå blink, eller dem i helikopterne. Akutfolkets læger er lidt mere anonyme.

Det er andre der udfører de vigtige operationer, fører rør op i kranspulsårer, passer respiratorererne eller skruer skruer i de brækkede ben. Akutmedicin er rugbrød og hårdt slid. 

Og så lidt til…

Akutlægerne er dem der står der hvor ambulancerne lander. De første læger den akutte patient ser, når de ruller ind gennem døren til hospitalet.  Akutlægerne laver detektivarbejde på samlebånd. Behandler patienter på tid.

Akutlægerne laver en plan for hvilke undersøgelser, der skal laves inden for en time. De beslutter hvilken behandling der skal iværksættes indenfor fire timer. For de fleste.

For de mest syge går det hurtigere.

Akutlægerne skal lede akutafdelingen. Føre akutfolket gennem kaotiske dage hvor patienterne vælter ind.

Specialisterne i akutmedicin skal have overblikket over samtlige forløb der lander i afdelingen, vejlede de yngre læger der står ved de mindre syge. Akutmedicinerne skal håndtere de sygeste selv.

Passe på de nye læger der lige er kommet fra universitetet, og skal til at starte deres karriere. Sikre at de nye læger ikke er lige så farlige, som jeg var da jeg startede.

Taktisk ledelse, undervisning og gammeldags lægegerning.

Vi finder ud af hvad der er galt med den bevidstløse og håndterer deres tilstand. Hjerneblødning? Forgiftning? Lungesygdom? Jeg har ikke tal på de patienter jeg har vækket.

Jeg vækkede en stofmisbruger med modgift. Jeg stjal hendes trip, men reddede hendes vejrtrækning. Hun blev vred.

HUNDERØVPULER!

De fleste er nu glade for os.

Vi passer på folk med ondt i ryggen, blod i urinen, dårlige rygerlunger, forsøg på selvmord, COVID19, blodpropper i benene, brækkede håndled, blodforgiftning, sukkersyge ude af kontrol, svejseøjne, angst, fuldskab, elektriske stød…

Er der en læge til stede?

Jeg har aldrig følt mig så meget til stede som når jeg er i akutafdelingen. Jeg elsker det.

Det er berusende når det lykkes at styre en kaotisk eftermiddag på akutafdelingen i Horsens. Overskue femogtyve – tredive simultane patientforløb. Når de unge læger og sygeplejerskerne danser en ballet, der får patienterne til at stryge velbehandlede gennem afdelingen. Blive to centimeter højere når en diagnose og en behandling sidder i skabet. Se lettelsen hos ham der får tømt sin blære, hvor der stod mere end en liter i. Taknemlighed, selv om jeg netop har ført et tykt kateder gennem hans urinrør.

Det  meningsfulde i at holde et bange menneske i hånden og se roen komme.

Altid trøste, ofte lindre. Af og til helbrede.

Nu kan vi ikke holde folk i hånden. Hvis vi gør det,  er det med latexhandskens bedøvende virkning imellem os. Et trøstende blik gennem et dugget visir. Et medfølende smil gemt bag et mundbind.

COVID19.

De andre specialer ser mange COVID19 patienter. Vi ser dem allesammen. Ingen lander i en seng på en medicinsk- eller intensivafdeling, uden at have være forbi akutfolket.

De fleste COVID19 patienter ser de andre afdelinger aldrig. Dem håndterer vi selv. I porten og i isolationszonerne. Beroliger de mindre syge. Hjælper de pårørende med at sige farvel til dem, der ikke kan hjælpes med en intensivplads.

Akutfolkets læger. Akutmedicinerne. Akutlægerne. Sammen med akutsygeplejerskerne og lægesekretærerne. De absolutte frontkæmpere. Også under COVID19.

Et helt nyt speciale, som akutfolket selv er ved at bygge op. Et helt nyt speciale i front mod COVID19. Et fællesskab mellem lægekollegaer, sygeplejersker og lægesekretærer. Et fællesskab som giver mig sommerfugle i maven og gåsehud.

Er der en læge til stede?

Vi har aldrig været så meget til stede som under COVID19.

Categories
Akutfolket

Hospitalets sonaroperatør

“Du har ringet til hospitalsvisitationen i Horsens – et øjeblik”

Hospitalsvisitationen tager imod alle opkald fra praktiserende læger. Fra vagtlæger. Filtrerer hvem der skal indlægges i akutafdelingen, eller skal tilbydes noget andet. Snakker med alle ambulancer der er på vej ind.

De rådgiver lægerne der ringer. Måske er det bedre for patienten at blive set i god ro og orden i et ambulatorium på et senere tidspunkt, eller måske skal der bare stilles om til en specialist der kan give den praktiserende læge et godt råd, så patienten kan blive hjemme under betryggende forhold.

Akut indlæggelse, eller et tilbud i morgen? En tur i podeteltet uden at blive set af læge? Eller en tid hos en af specialisterne om et par dage?

Epidemien har været vanskelig for alle.

De spørgsmål der stilles nu handler mest om COVID19. Der er mange opkald, men de fleste er ikke så syge.

Den store forskel fra før epidemien er, at lægerne sjældent har set patienten, der er mistænkt for COVID19. Almen praksis har ikke fået beskyttelsesdragter. De skal vurdere gennem en telefon.

Når læger skal arbejde i blinde – uden at kunne se sine patienter – er det vanskeligere at ramme rigtigt. Akut indlæggelse eller komme i morgen?

Hospitalets infrastruktur ændrer sig i takt med regeringens noget dynamiske ønsker og sundhedsstyrelsen lige så dynamiske retningslinjer. Dertil kommer lokale forhold. I sidste uge kunne podeteltet på hospitalet lave en grov undersøgelse af patienterne. I denne uge ikke. i hvert fald ikke sytematisk. Det betyder at ethvert behov udover en podepind i halsen, materialiserer sig som en patient i porten. Hos portlægerne.

Hospitalsvisitator og praktiserende læge skal sammen navigere i det dynamiske miljø. To dygtige mennesker skal sammen afgøre hvad der skal ske med en patient, som ingen af dem har set.

Ingen kan lide ikke at kunne hjælpe. Ingen kan lide at tage fejl Vi hader at være inkompetente. Det er svært at være kompetent navigatør i et evigt og hastigt foranderligt landskab.

Trods blindheden, går overraskende godt. For det meste.

Hvis den praktiserende læge og visitatoren tog fejl, kan lægen i porten fange smutterne og give et andet tilbud.

Det kan gå galt. Når vi skal se alle de mange der ikke er så syge, bliver køen på ambulancerampen lang. De fleste der kommer i egen bil, er ikke så syge, men i køen kan en meget syg gemme sig. En der var mere syg end hospitalsvisitator og praktiserende læge fik snakket sig frem til. Den syge risikerer at vente for længe på de mindre syge. Det er farligt. Det kræver skarphed af visitator i dialogen med den praktiserende læge. De sygeste skal helst ikke vente.

Lene er sygeplejerske. Hun sidder i hospitalsvisitationen. Hun har været i afdelingen væsentligt længere end jeg har. Hendes headset er blevet en del af hendes uniform. Hun har snakket med alle praktiserende læger i oplandet. Hun kender deres stemmer og de må efterhånden kende hendes. Hun har en skarp opfattelse af både talte og utalte signaler fra kollegaerne i almen praksis. En skarp sonar for fare. For COVID19.

Hun og kollegaen Irene tager telefoner på stribe. I dag er der mange med ondt i maven der skal indlægges, flere hvor praktiserende læger bare er i tvivl om dynamikken i sundhedsstyrelse og hospital.

Retningslinjerne har ændret sig så mange gange, at ingen rigtigt har styr på det længere.

Frederiksen, Brostrøm og Heunicke.

Bortset fra Lene og Irene. De har styr på det. Udprintninger og post-its med de seneste opdateringer fra sundhedstyrelse og hospital er klistret fast omkring deres arbejdsstationer. En farvestrålende skov af informationer omkring dem.

Lene er rutineret i at sortere i patienterne. De patienter der slet ikke er set af de praktiserende læger, er hun særligt omhyggelig med at spørge ind til.

Hun spotter når der er en bølge af patienter på vej, så vi kan opjustere antallet af læger i porten midlertidigt. Det skal sammen med vores koordinator times stramt, for de ekstra læger i porten tages fra isolationszonens syge patienter. De må vente mens deres læge er i porten.

I radioen siger de at der lukkes COVID19 pladser. Vores isolationszone er dagligt under pres. Køen på ambulancerampen var lang i går.

Lenes ører er ude blandt de praktiserende læger. Hun lytter efter COVID19. Som en ubåds Sonaroperatør lytter efter fjendtlige skibe.

COVID19 har sin egen dynamik.

Categories
Akutfolket

Herning står. Endnu.

Hvor er vi kommet til?

Da Frederiksen, Brostrøm og Heunicke var færdige med at snakke efter første pressekonference, startede jeg bilen. Jeg passerede med besvær gennem rundkørslen ved Lidl, hvor der var trafikprop, og videre mod syd – til akutafdelingen.

Fokuserede de næste døgn på at splitte akutfolket op i smittesikre portioner. Små operative celler, der kunne modtage patienter, der måske, måske ikke, var smittefarlige. Sikrede, at der var enestuer nok. Tegnede streger gennem afdelingen, spærrede døre.

Isolationszoner og rene zoner.

Lagde plan A.

Og B og C og D.

Patienterne først, akutfolket altid.

Fandt værnemidler frem, fik nye retningslinjer om værnemidler, centraliserede kritiske værnemidler til regionale depoter, for så at få nye retningslinjer igen.

Frederiksen, Brostrøm og Heunicke. Nye pressekonferencer, nye rammer, nye opgaver.

Kom over i en fase, der handlede om at være fagligt på plads til et Bergamo eller Brescia.

Koordinering med mine kollegaer fra hospitalets øvrige afdelinger. Ortopædi, kirurgi, intern medicin og intensiv. Læse prognoser. Gætte udfaldsrum.

Frederiksen, Brostrøm og Heunicke.

Hurtigt skift til at oprette feberklinik og podemuligheder. Erstatninger for almen praksis, der slet ikke havde værnemidler.

Praktiserende læger afskåret fra sine patienter.

Fik hjemmeværnet på banen for at styre masserne, der nu søgte hospitalet i mængder. Lange køer på ambulancerampen. Frysende patienter med to meters mellemrum i forårssolen.

Kontraordrer. Nedlagde feberklinik og podestation – for så at etablere dem igen.

Frederiksen, Brostrøm og Heunicke.

Morgenbriefing på morgenbriefing i ambulanceporten med akutfolket. Varm ånde i kold morgenluft. Duft af rengøringsmidler og ambulanceudstødning. Kuskeslag og afventende ansigter. Altid klar til at skulle spille i nye opstillinger. Spille i nye dragter. Spille efter nye regler.

Litervis af kaffe, og nyvundet respekt, til hjemmeværnet.

Frederiksen, Brostrøm og Heunicke.

Vi har opfundet nye systemer at arbejde i, opfundet udstyr der kan håndtere mangel på vigtige værnemidler, haft præsten på besøg, gemt os i midlertidige kontorer, isolationszoner og kaffestuer.

Jorden har været giftig. Patienterne har været farlige.

Værnemidler, værnemidler, værnemidler.

Og nu …

En måned senere er der ikke så meget frygt længere. Vi har rimelig tillid til, at vi har værnemidler nok. Vi er rimeligt sikre på, at de værnemidler, vi får, er sikre nok. Vi er ikke så bange for patienterne længere. Vi har vænnet os til at håndtere COVID19. Hjemmeværnet er sendt hjem. Vi har få syge kollegaer i akutafdelingen.

Akutfolket er OK.

Hvad blev der af tsunamien?

Når en tsunami nærmer sig, trækker vandet sig først væk fra stranden. Så kommer bølgen. Ofte flere.

Patienterne forsvandt fra afdelingen og hospitalet. Vi byggede vores barrierer op. Fyldte sandsække på digerne. Tog vores redningsveste på og stirrede på horisonten.

Bølgen kom ikke.

Hele Danmark har passet så godt på sig selv og hinanden, at COVID19 ikke fik det momentum vi frygtede. Endnu.

Frederiksen, Brostrøm og Heunicke.

Lokale slag udkæmpes. Hovedstaden og Herning. Der kæmpes hårdt.

I snart ti dage har vi modtaget COVID19 syge fra Herning, fordi hospitalet derude er under pres. Herning skånes for nye patienter, pånær de mest akutte.

Patienter køres på tværs af Jylland til fremmede sygehuse.

Det har været smukt.

Hver dag har de fem akuthospitaler i regionen mødtes på video og har fordelt patienterne fra Heden. Stået sammen. For at hjælpe hinanden og patienterne. For at en lokal tsunami ikke skulle blive ødelæggende. For at Herning ikke skulle falde. For at støtte vores kollegaer.

Det virker. Herning står. Endnu.

Akutfolket har hjulpet Herning. Det gør mig stolt.

Vi har vist vores kæmpe muskler sammen med akutfolkene i resten af regionen. COVID19 kan bare komme an.

Hvad med resten af patienterne? Dem der ikke har COVID19?

Vandet trak sig ildevarslende tilbage. Patienterne forsvandt fra afdelingen og hospitalet. Hvor blev de af? Hvad skete der med de blødende mavesår, rygerlungerne, de forgiftede, alle de normale lungebetændelser, de bevidstløse og de fulde?

I frygt for virussen har de vel passet på sig selv. Holdt sig fra deres praktiserende læger. Underspillet symptomer?

Nu er de begyndt at søge hjælp igen. De tør forlade sikre ly og søge ud i livet igen.

COVID19 er stadigvæk derude.

Tsunamien kom ikke, men det er ved at blive højvande. Hurtigt.

Siden onsdag før påske har vi været under pres, men vi er presset i to spor. Ind ad den ene dør kører vores COVID19 mistænkte, ind ad den anden kører alle de andre.

Påsken er slut. Vi oplever stadigvæk øget trafik gennem begge døre. Vi holder vores poster, og vi kan følge med. Men vi har stadigvæk brug for hjælp. Fra alle dem uden for murene. Fra jer.

Frederiksen, Brostrøm og Heunicke åbner forsigtigt Danmark op. Åbner for almen lægepraksis og planlagte operationer. Heldigvis.

Var det rigtigt, at de trykkede så hårdt på bremsen? Jeg er glad for, at de gjorde det. Jeg er spændt på, hvordan bremsen skal slippes igen. Varsomt.

Så længe dem derude – befolkningen – er forsigtige og kun åbner sluserne til hinanden i et omfang, så digerne holder, kan vi følge med.

Fra Frederiksen, Brostrøm og Heunicke via de regionale videomøder mellem akuthospitalerne, ledelserne af akuthospitalerne, til akutfolket. Som er klar til endnu en ny opstilling.

Den nye normal er på vej. Akutfolket er regrupperet. De står klar ved COVID1-døren, og de står klar ved døren til alle de andre.

Akutfolket griber det, der kommer. Pas på dem. Pas på jer selv.

Det er ikke ovre endnu …

Categories
Akutfolket

Når jeg har vagt med Sabrina

Time is on my side.

Mick Jaggers stemme blander sig med skrig fra måger og råger. iPhone-lyd. Solen skinner igen ind ad vinduet på mit kontor, der stadigvæk trænger til at blive vasket. Briksen er hård, soveposen er for varm.

Nok en nattevagt er ved at være slut. De slutter altid. Det gør COVID19 også.

Coronatrætte.

Akutfolket var dygtige igen i nat. Der er ingen tvivl om, at de er coronatrætte. Savner hinanden mellem isolationszonerne. En lille fest opstod sidst på aftenen, da Joan, en af sygeplejerskerne, skulle møde. Hun havde ringet ind og hørt, om nogen skulle have noget med fra McDonald’s. Det skulle de. Savnet var så stort, at reglen om isolerede frokoststuer ikke kunne overholdes. Bjerge af junkfood. Lykkeligt svineri.

Dygtige.

Jeg arbejdede sammen med Sabrina i nat. Lille. Effektiv. Spændt som en fjeder. Sygeplejefaglighed på en meter og et-par-ogtres. Eliteløber.

Står aldrig stille. Jeg tror ikke, hun tåler ineffektivitet. Mens hun venter på, jeg får klædt mig om i værnemidler, når hun lige at genopfylde vogne med utensilier i isolationszonen, før hun selv tager dragt på og står klar ved patienten, før jeg selv når derhen.

Klokken er to om natten. Patienten er egentlig en af kirurgernes, men kirurgen står på operationsgangen, og Sabrinas opfattelse var, at patienten skulle have et kateder ind i urinblæren med det samme. Der står en masse blod, som lige så godt kan tømmes ud. Nu.

Sabrina nøler ikke. Patienten behøver ikke vente på sin kirurg, når en akutlæge er ledig. Hun ringer til mig, lader som om hun giver mig muligheden for at vælge. Der er ikke noget valg. Godt for patienten.

Jeg fører det tykke kateder ind i blæren og store mængder blod kommer ud. Patienten er tydeligt lettet.

Sabrina er dygtig.

Jeg tror næsten, det var min egen ide at hjælpe kirurgen og gøre patienten glad.

Proceduren er gået hurtigt. Sabrina nusser om patienten på sin kontante facon, mens jeg i slowmotion får mine værnemidler af og forlader stuen.

Tiden er med os. Vagten slutter. COVID19 slutter.

Imens gør Akutfolket det, de er bedst til.

De er blevet bedre til at se hinanden. Giver mere til hinanden. Deler opgaver og burgere.

Categories
Akutfolket

På vej mod den nye normal

Syvogtredive døgn forsvandt i et blink med øjenlågene.

Britta, hospitalets beredskabschef, annoncerede i forgårs at vi havde været syvogtredive dage i beredskab.

I mere end en måned har mange af os brugt de fleste vågne timer på hospitalet. Syvogtredive dage uden reel fritid. Syvogtredive dage, hvor vores nærvær er givet til hinanden og patienterne. Ikke så meget til familierne.

Jeg har ikke oplevet at være så tæt på akutfolket før.

Vi kendte hinanden godt tidligere, nu er det blevet meget intimt. Filtre er forsvundet. Vi deler hemmeligheder og familieproblemer. Humoren er ikke blevet bedre.

“John Travolta havde alligevel ikke COVID19”

Gangen mellem traumestuerne agerer kontor for akutfolket i isolationszone 1. Stemningen er endnu tættere her. Måske fordi hemmeligheder og vittigheder skal koncentreres i mellemrummene mellem de hårdest ramte patienter. Det er dem, zonen er allokeret til.

“Det var Saturday Night Fever”.

I det mindste en af de stuerene.

Patienter på bårer passerer de midlertidige kontorpladser.

Midlertidige …

Ambulancefolk i hvide beskyttelsesdragter, formummede og svedende. Akutfolkene rejser sig og tager imod. Pulsen op, patienten modtages, pulsen ned.

Alting bliver rutine på vej mod den nye normal.

Møder på tværs af hospitalerne og mellem afdelingerne foregår på video. Ansigter dukker rytmisk op på skærmen i en fast mødekadence. Efterhånden kendte ansigter. Nogle af dem fra Viborg, Århus og Randers har jeg aldrig mødt i virkeligheden.

Regionens fem akutafdelinger mødes hver dag klokken tretten med koncernledelsesrepræsentanterne. Tungt ord.

Her er der også mulighed for komik. Lad, som om du drikker af håndspritten, og se hvilken matrikel, der først kvitterer med et grin. Viborg vinder.

Viborg tager billeder af skærmen.

Vi fordeler patienter og bekymringer. Værnemidler fylder mindre, sygeplejersker med COVID19 mere.

Dag efter dag.

Syvogtredive døgn.