Categories
Akutfolket

Ambulancerne fortsætter med at komme

Solen skinner ude på Sundvej

Det vræler dybt og gurglende fra den åbne Porsches hækmotor i det sekund, den passerer ambulancerampen.

Skyfri himmel. Et kort glimt af langt lyst hår og store solbriller.

Ambulancerampen ligger i skyggen af hospitalets betonvægge.

Jeg kan høre min egen vejrtrækning i mundbindet. Papirkitlen og plastikforklædet er tætte som plastikposer, så jeg sveder. Mine hænder føles klamme inde i de blå latexhandsker.

Mit duggede fullfacevisir slører køen af patienter ude på ambulancerampen. Hjemmeværnet har placeret patienterne i stole med 2 meters mellemrum. Enkelte host. Blikke, jeg håber, er tålmodige. Ambulancer, der venter på at få plads inde i porten for enden af rampen. Patienterne er svære at tolke gennem duggen på visiret. COVID19 har taget en del af det ubevidste sprog fra os.

Vi har nitten pladser i isolationszonerne. Jeg blev kaldt til porten, da alle pladser var brugt, og yderligere enogtyve patienter var meldt til ankomst.

Jonathan og Maria havde løftet opgaven som læger i den absolutte frontlinje hele dagen. Klokken femten havde ingen af dem haft pause.

Jeg sendte dem til frokost og gik i gang med at løse opgaven i ambulanceporten.

Porschens vræl forsvinder ud mod fjorden.

Jeg kalder næste patient ind. Ind i en mellemgang, der lige nu udgør det for en lægekonsultation.

Virker ikke så syg. Alligevel symptomer der bekymrer mig. Kan det være noget med hjertet? Sansynligvis ikke, men vi kan ikke tabe nogen. COVID19 må ikke få os til at overse anden alvorlig sygdom. Feber. Jeg bruger en dyrebar isolationsplads – vi åbner isolationszone 3.

Ambulancerne fortsætter med at komme. Hjemmeværnet melder om nye patienter, der er kommet til ambulancerampen for egen kraft.

Jeg undersøger den næste. Laver en podning for COVID19 fra halsen. Måler iltmætningen i blodet. Vurderer, at det er trygt at sende hjem, men bestiller et røntgen af lungerne til en af de nærmeste dage. Når der er svar på podningen. Prøver at berolige.

Det går stærkt. Jeg er imponeret over, at Jonathan og Maria ikke var mere stressede, da jeg afløste dem. Jeg er presset. Sveder og synes, det er lidt hårdt at trække vejret inde bag visir og maske.

Maria kommer tilbage i porten. Tygger fortsat på lidt mad. Hun ser overbærende på mig, mens hun rutineret iklæder sig kittel, maske, visir og handsker.

“Hvad ved en Cowboy?”

Mit visir sidder skævt, mens jeg prøver at pakke et podeglas ind i en plastikpose uden at forurene posen udenpå. Latexhandskerne driller min motorik. Jeg taber podeglasset, mens jeg prøver at forstå, hvad Maria siger.

“Mere end-de-aner”

Jeg tror, hun smiler bag masken.

Ambulancerne fortsætter med at komme. Hjemmeværnet ringer med flere patienter. Isolationszone 3 er fyldt.

Mon Porschen kører ude langs fjorden nu?