Categories
Akutfolket

leverpostej og januar

Vi bruger mindre ilt.

Jeg har det lidt som når jeg lige har fået ferie. Brugt. Ved ikke lige hvad jeg skal bruge den pludselige overskydende tid til.

Der er kun 7 med covid på sygehuset.

Målt på mængden af ilt vi brugte på hospitalet for bare en uge siden, havde pandemien aldrig været vildere.

Servicechefen angav rundt regnet dobbelt så højt forbrug, som på en helt almindelig dag, før nogen havde hørt om COVID.

Nu er der ro på. Brat fald.

Jeg har hastet mig over et par projekter der har ligget og ventet. Ledt efter data der kan bekræfte mig i at det hele har været vildt.

Haft et fysisk møde.

Parkeret rapporter om B117 og det nye udbrud i Manaus – hvor der burde være flokimmunitet – i periferien af min bevidsthed.

Holder pause.

Glæder mig over at mange af akutfolket nu er flærdigvaccinerede.

De første dages i marts venten på whitewalkerne fra Wuhan…

De første skræmmende røntgenbilleder af lidende lunger, pårørende med skræmte øjne, panik over værnemidler, angst og usikkerhed.

Uro erstattet af tørre konstateringer om, at der var 2 positive på vej, og et træt kig på logistiktavlerne mens vi diskuterede hvor mon vi skulle placere de næste.

Rutinen i håndteringen af de syge. Ilt & Ilt. Berolige sønner, koner og børnebørn. Det går nok.

Vanen ved videomøder, frokost med 2 meters afstand, den rutinemæssige podepind i den efterhånden ømme hals.

Maskinklip og Nemlig.com.

Leverpostej.

Januar, januar, januar.

Vi er gennem det her en dag.

Vi er vel allerede kommet ned på 150 liter ilt/min i Horsens.

Frisørerne åbner igen. Vi kommer til at rykke bordene i personalerummet sammen.

Dele slikskål og smage hinandens pizza.

Vi skal bare lige holde hovedet under kanten til skyttegraven lidt endnu.

Regruppere, mens vi venter på om B117 eller andre varianter vinder over vårens komme og massevaccinationerne.

Mindre drama, mere leverpostej.