Categories
Akutfolket

Forår

Dørene mellem isolationszonerne og ren zone er blevet åbnet.

Det føles som om forårsrengøringen er overstået. Frisk luft blæser gennem gangene. Der er kommer flere smil. Jeg kan høre snak og latter. Lyde fra tiden før COVID19.

Vinteren og isoleringen er snart helt overstået, vi er sammen igen. Vi kan spise vores madpakker sammen, fortælle de lamme vittigheder der skal fortælles. Den gensidige følelsesmæssige nøgenhed er måske lidt mindre. Tonen er mere jovial og ekstrovert end for en måned siden.

Lidt flovhed? Nogle ser måske på hinanden som elskere efter et engangsknald, eller som er man vågnet efter en voldsom brandert. Tvivlen om hvad jeg egentligt gjorde og sagde i går. Åbenheden i de lukkede områder har været udtalt. Der er delt meget personligt i isolationszonerne. Nogen føler måske de har delt for meget.

Tømmermænd ovenpå hudløsheden.

Det var let at lukke ned. Målet stod klart for os alle sammen. Vi skulle ikke ende i Brescia eller Bergamo.

Zoneopdelingen gik så let. Sikkerhed var så let at kommunikere.

Jeg er så stolt over akutfolket. Som Malene skrev, endte vi ikke i et altafgørende slag – men der er kæmpet. Vi har bidraget til at COVID19 epicentret omkring Herning ikke udviklede sig en lokal katastrofe. Vi har set mange af deres patienter. De blev til vores patienter.

Akutfolket har passet godt på hinanden, og haft ryggen på borgerne i Odder, Skanderborg, Hedensted og Horsens.

Mange glemmer, at vi så rigtigt syge mennesker. Vi håndterede dem. Professionelt og effektivt. Sikkert. Vi undgik intern smitte. Kun to af vores akutfolk fik COVID19. Jeg tror ikke engang de blev smittet på afdelingen.

Det var let at lukke ned.

Åbningen er diffus.

Målene uklare. Metoderne uklare. Vi ved ikke om der kommer en ny bølge.

Jeg oplever at de enkelte afdelinger på sygehuset er ved at falde tilbage i gamle vaner. I fare for at lukke sig om sig selv. Det er bedre at andre afdelinger tager patienterne end dem selv.

End os selv.

Patienterne der tidligere undlod at søge hjælp er kommet tilbage.

Vores mål og prioriteter er i fare. Målet riskerer at blive, at beskytte sig mod arbejdspres og stress. Jeg er ingen undtagelse.

Vi er ingen undtagelse.

I dag modtog vi genanvendelige åndedrætsværn. Jeg kan huske den morgen jeg bestilte dem. Høj på adrenalin og bekymring for personalet, i en frenetisk rundringning til byggemarkeder og suspekte mellemmænd. Det var før jeg blev klar over at der var centraliserede indkøb.

Manglen blev aldrig manifest.

Det er uge siden vi sidst så en COVID 19 patient.

Vi skal have planlægningen for den fulde åbning klar. Beredskabet lukker ned om lidt.

Vinduet på kontoret er åbent. Byggelarm. Frisk luft fra fjorden. Hed elskov mellem måger på taget overfor.

Forår.

Categories
Akutfolket

Jeg fristes til at droppe værnemidler – også hos en COVID19-patient

Malene er akutsygeplejerske. Hun ser meget, hun tænker og hun siger fra. Hun skrev et brev til os. Til ledelsen. I dag er ordet hendes:

Så ramte hverdagen Akutafdelingen….i en lang periode sad vi næsten og kedede os lidt…

Vi er gået fra at opruste og forberede os på en krig mod Covid-19 til næsten at aflyse den…

Men vi er lige nu stadig i krig, med alt hvad der følger med for os sygeplejersker; værnemidler, nye procedurer, flere procedurer, kampen for at bevare nærheden til den enkelte patient gennem maske og visir og kontakten til de pårørende gennem telefonen.

Kampen for at nå at skifte en ble, lave mundpleje, observere patienten. Alt tager længere tid – tøj af og tøj på. Det er ikke bare lige at gå ind til en patient længere for at hænge antibiotika op, og når jeg står hos patienten mangler jeg pludselig lige et eller andet – tøj af og tøj på igen.

Imens ringer en af mine andre patienter, som græder da jeg endelig møder op.

Jeg har ikke længere hjælp fra patientassistenterne til mange af de basale ting – de må ikke gå ind på stuerne med mindre patienterne er afisoleret…

Lige pludselig kan jeg heller ikke nødvendigvis få gjort rent på isolationsstuerne, når jeg flytter en patient og må selv igang for at gøre plads til en ny patient…

Morgenblodprøver der tages kl 9 fordi bioanalytikerne også bruger meget tid på; tøj af og tøj på. Blå spritklude der er på vej. I restordere…

Hvad gør vi nu?

Måske er jeg netop lige nu netop midt i krigen mod Covid-19 – ikke på Italienske eller Kinesiske vilkår, men på helt almindelige danske vilkår og min kamp kommer til at dreje sig om at nå at tage mig af patienterne, for jeg kan umuligt tage mig samme antal patienterne under disse vilkår…

I denne weekend har jeg svigtet mange af mine patienter. Jeg kommer til at lave flere fejl, overse symptomer og problemstillinger. Jeg kan ikke nå at tage mig af 4 isolationspatienter, gå til kald, skabe flow i afdelingen, gøre rent og rydde op, fylde op….

Så begynder hygiejnen også at svigte og omsorgen og empatien reduceres.

Jeg fristes til at droppe værnemidler også hos en Covid-19 positiv patient, for jeg skal jo bare lige… Og jeg er bagud… Og stue 10 har ringet længe efter mig.

Akutafdelingen har gennemgået utallige omrokeringer og omstruktureringer – senest med skadestuen… Samtidig må vi lige nu løbe stærkere end nogen sinde før….

Kære ledelse… Pas godt på os, så vi kan passe godt på patienterne. I har en fantastisk afdeling med et fantastisk sammenhold. Ikke én gang denne weekend har nogen talt grimt til hinanden, snerret eller råbt af hinanden, som kan ske, når man bliver presset. Alle bider tænderne sammen og samarbejder… Men jeg ser en grad af begyndende udbrændthed og måske den er mere farlig og mere ødelæggende for en personalegruppe og for patienterne…

Så nej… krigen er ikke slut endnu. Lige nu har den bare en anden karakter end vi havde forestillet os!

Malene er akutsygeplejerske. Hun ser meget og hun tænker. Jeg er meget glad for at arbejde sammen med hende. Stolt af at have kollegaer som hende. Nu skal vi arbejde. Ledelsen.

Akutfolket skal igen skifte gear.