Categories
Akutfolket

scripted-unscripted

Første gang jeg holder morgenbriefing fra manuskript.

Skævt. Uoprigtigt.  Jeg føler mig stiv. Manuskriptet er for langt. Ikke nærværende at stå og læse op fra telefonens skærm.

Akutfolket fryser mere i ambulanceporten end de plejer. Vi må rømme undervejs pga en ambulance, der kommer med en meget syg patient. Upassende at stå der så mange mennesker. Vi fryser stadigvæk da vi kommer tilbage til ambulanceporten og fortsætter.

Vigtige budskaber uden nerve og kontakt.

Det er stadigvæk essentielt, at vi holder fast i sikkerheds-procedurerne! Jeg venter på Jespers: “Fuck dig Ulf”, men det kommer ikke.

Desværre. Oplæst selvfølgelighed, og så en tung forklaring;

-Region Midtjylland har foretaget sin egen vurdering af risiko, og har blandt andet konkluderet, at det ikke skaber forstøvet virus i luften, når vi behandler med medicin på forstøvermaske. Vi bruger den type medicin på patienter med rygerlunger og astma.

Når der ikke er forstøvet virus i luften, skal vi ikke bruge FFP2 maskerne, som er sikrere, men vanskeligere at skaffe.

Jeg har tillid til Regionens vurdering, selv om den er forskellig fra nogle af de andre regioners, men lad være med at opholde jer på stuen, når I behandler patienter med forstøvermaske. For en sikkerheds skyld.

Der nikkes, men jeg kan ikke føle kontakten til dem. Jeg er ikke nærværende nok.

Det er sidste gang jeg går på manuskript.

Op ad dagen kontaktes vi af vores lægefaglige direktør. Hvorfor der er en kø af mennesker på ambulancerampen? Jeg kender ikke til nogen kø. Aner ikke hvorfor. Jeg hader ikke at have styr på afdelingen, og det er virkeligt ufedt når chefen opdager det.

Jeg undersøger. Der står frysende mennesker med to meters mellemrum i en kold formiddagssol. Langt hen ad rampen. Jeg snakker med dem. De er ikke meget syge, de skal bare tjekkes. Normalt får vi kun patienter til indlæggelse, ikke til almindelige tjek.

Hvad foregår der? Ikke en god dag.

Mette, min makker og afdelingens oversygeplejerske opklarer det. I løbet af weekenden har de alment praktiserende læger modtaget en mail fra sundhedsstyrelsen om, at blandt andet folk med forværring af symptomer på COVID19 “over dage”, kan undersøges på regionalt oprettede enheder.

Vi bliver tolket som, at vi er sådan en enhed.

Konkret problem der skal løses hurtigt. Intet manuskript. Den disciplin mestrer vi. Anne, vores udviklingssygeplejerske, får på ingen tid organiseret en løsning.  Jan og Jonathan ,der er dagens lægeteam i ambulanceporten, assisterer hende.

På ingen tid er køen afviklet. Alle er undersøgt.

Imens kæmper vi på baglinjen for at finde en løsning til i morgen. Bare indtil infrastrukturen for regionen kommer i takt med sundhedsstyrelsens udmeldinger. Det går stærkt i disse dage, alle gode kræfter, alle gode viljer – men vanskeligt at koordinere. Vi er ikke perfekte.

Der kommer nok endnu flere patienter til ambulanceporten i morgen. Med forventningen om tryghed og et lægetjek. Vi kan ikke pode alle. Der bliver lange ventetider. Hospitalet får en anden løsning op at stå hurtigt, men nok ikke til i morgen.

Vi klarer det.

Til eftermiddagsbriefingen er min mavefornemmelse skiftet. Jeg er glad. Der er lavet løsninger. Intet manuskript for eftermiddagsbriefingen. Det var der heller ikke for dagens opgaver.

Det er nok sådan jeg har det bedst. Måske egner akutfolket sig ikke til manuskript.

Categories
Akutfolket

Til morgenbriefing, mandag

Huskeliste:

Intro:

  • Sikkerhedsopsang – træn hinanden i aftagning af værnemidler
  • Ingen ophold på stuer hvor der bruges forstøver – brug helst spacer
  • Hvorfor Region Midt ikke bruger FFP2 maske som værnemiddel ved forstøverbehandling, når andre regioner gør det.

Til hurtig gennemgang:

  • Ansvarsfordeling i isolationszone 3 – primært hjertepatienter obs COVID19
  • Er der kaffe til folkene i isolationszonerne?
  • Husk Hjemmeværnet – de skal også have kaffe.
  • Socialt udsatte med COVID19 og behov for at ryge
  • Vi kan fortsat ikke pode patienter uden symptomer/patienter ren zone
  • Podning af kritisk personale

Hovednummer:

  • Undgå fikseringsfejl / stille hypoxi – COVID19 kan snyde os. (Godt fanget, Louis!). Hjælp hinanden til at møde patienterne med et bredt blik.
    Husk at måle iltmætning og tælle respirationsfrekvensen.
    Pres ikke portvagten – vær opmærksom som portvagt på at bede om hjælp hvis der kommer mange ambulancer. I andre: vær opmærksomme på at tilbyde hjælp og afløsning.

Outro:

  • Søndagens voxpop: “Hvilke kvaliteter har den gode akutlæge, -sygeplejerske og-lægesekretær”
  • Spørgsmål fra kollegaer og rundvisning af nye kollegaer
Categories
Akutfolket

Fuck dig, Ulf

Dag 25 efter første COVID19 patient i Danmark

Nattevagterne er forkortet efter vi er gået i beredskab. Alle lægerne arbejder nu tolv timers skift. Vi skifter klokken otte om morgenen.

Natholdsarbejde føles anderledes. Tempoet lidt ned, lyset lidt dæmpet, lydene lidt mere mumlende. Blodtryksmålere, medicinpumper og patientklokker bipper og ringer gennem vat.

Ved femtiden plejer krisen at indtræffe. Øjenlågene bliver tunge foran skærmene, musklerne bliver træge og lidt ømme, sukkertrangen stiger. Samtalen bliver ufiltreret. Barren for hvad der er sjovt sænkes.

Jeg elsker at fortælle vittigheder om natten.

Nu er nætterne endnu mere dæmpede og vatterede. Isolationsafsnittene er vitterligt isolerede. Normalt ser vi ned ad lange gange, ser de trætte bevægelser hos kollegaer langt væk. Der er en tryghed og et fællesskab i det syn.

Nu er de lange gange spærret af døre med skilte der forbyder passage. Kollegaerne pakker sig ind i visirer og vandafvisende, blå papirdragter. Inde i dragten er vi endnu længere fra hinanden.

Jesper har to små børn. Det er lige meget om han er hjemme eller på vagt, når det kommer til søvn. Han ser lidt træt ud.

De yngste læger elsker Jesper. Han er tålmodig når de spørger, og underspillet i sin faglighed. Han giver dem mulighed for at finde svar selv, og blid i sine korrektioner.

De ældre læger og sygeplejerskerne elsker Jesper for trygheden det er, at have vagt sammen med ham. Han kan sit fag og tager kollegaernes bekymringer alvorligt.

Jesper var en af de første jeg skulle være vejleder for. Det var i Herning, for ti år siden. Allerede dengang var han fuldstændigt uimponeret af ældre læger med gode ideer.
Specielt af mig, som han gennemskuede på et splitsekund.
Stiller stadigvæk spørgsmålstegn ved alt jeg laver og beslutter.

Skideirriterende.

Min kone siger at hvis nogen er irriterende, skal man lytte. Jeg lytter meget til Jesper.

Jesper startede i akutmedicin, skrev en phd, prøvede hjertemedicin og intensiv. Så kom han tilbage til akutfolket. Han skal være akutlæge. Uddanne sig i specialet akutmedicin.

Han er på vej fra nattevagt, hjem til sine små børn, som sikkert ikke vil lade ham sove. Jeg tager et billede.

“Fuck dig, Ulf!”.

Større ros får jeg aldrig af Jesper.

Godt han skal være akutlæge.

Categories
Akutfolket

Kryptonit til akutfolket

Akutafdelingen, dag 23 efter COVID19 kom til Danmark.

Mit hjemmekontor er 7 kvadratmeter. Op ad vinduet er mit skrivebord. En rå fyrretræsplade fra Bauhaus på to skæve metalbukke. Røde. Udenfor kan jeg se lysene fra Århus Vest mellem genboernes huse. Selv lige efter midnat er der lidt støj fra trafikken på Chr X vej.

Familien sover i en bunke nedenunder.

Artikel efter artikel glider over skærmen. “The internet book of critical care”. “JAMA network”. Statens Seruminstituts vejledninger. Region Midtjyllands instrukser på “E-DOK”.

Værnemidler. De dyrebare værnemidler.

Hvad er sikkert for akutfolket? Hvad er måske sikkert for akutfolket. Hvad er helt sikkert ikke sikkert for akutfolket?

COVID19 er en dum sygdom. Langt de fleste der bliver meget syge, er skrøbelige i forvejen. Men der ses unge syge. Syge sygeplejersker og læger.

Jeg gennemgår seruminstituttets anbefalinger igen.

Allerhelst vil jeg pakke akutfolket ind i kryptonit og beskyttende besværgelser. Se dem i rumdragter.

Allerhelst vil jeg have, at der slet ikke kommer patienter der kan smitte dem.

Skejby sygehus er verdensklasse. For vores akutafdeling, lidt længere sydpå, er det moderskibet. Deres ekspertvurderinger vejer tungt. De skriver de Regionale Instrukser. Vi skal have tillid til dem.

Vi skal have tillid til at de sætter trygge rammer for os.

Hvis vi beder folk gå i krig med en lommekniv, skal vi ikke fortælle dem, at det er en kanon. Så passer de ikke godt nok på sig selv.

I teksten finder jeg efterhånden balancen mellem lommekniven og kanonen. Balance. Ingen kender sandheden. COVID19 er en ubekendt usynlighed.

Jeg sniger mig ind over familiebunken, for nogle timers søvn. Jeg kan ikke sove uden den hvide tøj fra en podcast om COVID19 i ørerne. Jeg genstarter den flere gange inden solen står op.

Før de vågner er jeg væk.

Jeg kører gennem et morgenspædt, uskyldigt og jammerligt smukt Østjysk landskab. Babyblå martshimmel.

Strømper uden elastik fra depotet, kittel og uniformsbukser. Hvide træsko, som Helle skaffede mig for tre år siden.

Jeg stiller mig i ambulanceporten. Morgenbriefing sammen med Mette. Frysende akutfolk, kuskeslag og jokes, lugt af udstødning og rengøringsmidler.

Tillid, folkens. De har vores ryg. Men pas for helvede på. Pas nu på.

Categories
Akutfolket

Farligt er ikke helt skidt

Akutafdelingen dag 23 efter første tilfælde af COVID19 i Danmark

Kaffen smager af billigste vare på hylden. Halm, bitterhed og en duft, der ikke rigtig er af kaffe. Det hvide plastikkrus får en blød, lidt smattet konsistens under mine brændende fingerspidser.

En kort pause i det hastigt oprettede personalerum i isolationszone 2. Der er udsigt over den halvtomme parkeringsplads. Solen skinner udenfor. Svag duft af røgtobak fra patienter, der smugryger neden for vinduet. Mågeskrig.

Helle fra serviceafdelingen misser mod det skarpe lys. En senet, solbrun arm hviler på det slidte skrivebord, der for en stund er forfremmet til spisebord. Den arm er en klippeklatrer værdig. Tunge løft fra kasser i depoterne, transport af patienter der vejer det dobbelte af Helle. Rengøring. I årevis.

Hun har, som jeg, et hvidt plastikkrus i hånden. Et tebrevs snor og lille gule papfirkant kryber op over krusets kant. Fornuftigt valg – det smager nok af te. Jeg smager på min kaffeerstatning.

”Det er, som om at der farlige skærper os en lille smule – det er ikke helt skidt”. Hendes blik gennem brillerne er en anelse udfordrende. Vi kan jo ikke lide situationen.

Helle har kæmpet en stille kamp mod anarkiet i afdelingen. I årevis. Læger med jeans på under kitlen i stedet for nyvaskede hvide uniformsbukser. Usprittede fingre i nyopfyldte skabe. Sygeplejersker, der lige skal hente noget på en stue, de egentligt ikke passer.

Over natten har de lært det. Hygiejnestandarderne er blevet til religion.

Hun kigger igen ud af vinduet. Den senede højrehånd laver små, rytmiske håndkantsslag i bordet. ”På den lange bane er det her nok ikke så skidt”.

Akutfolket er mere til stede, når de er på afdelingen nu. De tænker lige, om der er noget, de kan gøre, mens de alligevel har beskyttelsesdragterne på. Overvejer om der er noget, der lige kan hjælpe den næste kollega, der skal ind på stuen. Måske kan det spare en omklædning og et sæt dyrebare værnemidler?

Der tages hensyn på en ny måde.

På et af vagtværelserne havde en ung læge redt seng til den næste kollega. Der lå et lille stykke chokolade på hovedpuden.

Måske går vi fra COVID19 med et andet blik. På hinanden. Det tror Helle.

En eller anden smækker vinduet i, min telefon ringer. Mit plastikkrus er tomt.

Helle er på vej ned ad gangen i zone 2.

Categories
Akutfolket

Ved Seruminstituttet hvem Rikke er

Dag 22 efter første COVID19-tilfælde i Danmark

Akutafdelingen er det sted, ambulancerne lander.

Deres passagerer fordeles i afdelingen, og så tager akutfolket over.

Sygeplejersker står klar til at lave de første målinger på patienterne. Patienterne sorteres efter, hvor alvorlige deres symptomer er, og så kommer læger og bioanalytikere til. De assisteres af servicefolk, lægesekretærer og terapeuter.

Efter en time skal alle patienter være set af en læge, og efter fire timer skal vi have en plan for alle patienterne.

Af og til er patienterne så dårlige, at ambulancerne lander med blå blink og ekkoet af sirener, som hænger lidt i ambulancehallens vægge. De landinger har sit eget soundtack. Døren på ambulancen, der går op, med en solid Mercedes-lyd. Hydraulikken fra sengestativet bag i bilen. Hurtige skridt hen over den hårde beton, og skramlen fra båren under ambulancehallens buer. En snert af udstødning og rengøringsmiddel i luften.

Ambulancereddere i knitrende hvide, heldækkende beskyttelsesdragter og mundbind.

Så står vi der allesammen, tilmed med vores venner fra anæstesiafdeling og røntgen.

Det er ikke mange, der ved, hvad en akutafdeling er. Færre der ved, at der findes akutsygeplejersker og -læger. Meget få der ved, hvad akutfolket laver.

Statens Serumsinstitut ved det nok ikke.

I dag har alle hospitaler modtaget opskriften på, hvordan man skal beskytte sig mod virussen. Direkte fra Statens Seruminstitut. Fint logo med den ikoniske bygning på Amager Boulevard. Stateligt. Det er den, vi alle skal rette os efter. Værnemiddelloven. Beskyttelsesudstyrsbiblen.

Jeg kan ikke finde akutafdelingerne i opskriften. Seruminstituttet nævner en fælles akutmodtagelse. Ikke en akutafdeling. Ikke med den rigtige funktion. Det værneudstyr, vi skal bruge ifølge opskriften, er til vurdering af patienter. På to meters afstand.

Gad vide, om nogen på Statens Seruminstitut ved, hvad vi laver. Ved de, hvor tæt vi er på de mennesker, der kommer med bange øjne og tung vejrtrækning? Når vi sætter udstyr på, undersøger og starter behandling? Også når det ikke er COVID19-tid?

Anerkendelse er selvfølgeligt noget, man gør sig fortjent til.

Rikke, sygeplejerske, solid og rolig, går fra vagt efter 12 timer i isolationszonen. Jeg synes, hun
har fortjent at blive nævnt. Hendes arbejdsplads og behov for værnemidler kunne godt have været anerkendt i opskriften fra Seruminstituttet.

Der er langt fra Sundvej 30 til Amager Boulevard. Det gør mig lidt trist.

Categories
Akutfolket

Første vindstød, dråber af regn

For nogle dage siden så vi lynene i det fjerne. Nu kan vi høre tordenen og mærke de allerførste vindstød – og dråber af regn

Hospitalet har sin egen stemning om morgenen. Den har ændret sig. Normalt er der en ro, mens stadigvæk søvnige kollegaer trisser gennem kælderen. De henter kitler og hospitalssokker uden elastik. Så haster de op på deres afdelinger for at nå deres morgenkonferencer. Normalt.

Et eller andet er ændret.

Vi kan ikke bruge vores autopilot for at komme til vores afdelinger. Indgange er spærret, og kernetropperne fra terapien er kommanderet ud for at sikre, at vi får sprittet hænder og følger de rigtige ruter, før vi kommer i kontakt med patienternes kaffekopper og medicinglas.

Mere sitrende end roligt.

Vi skal mødes med kollegaer, vi ikke plejer at mødes med. For at bemande akutafdelingen til den nye opgave med at modtage COVID19-patienter, har vi lånt mandskab fra andre afdelinger. Mandskab, der har sagt godmorgen til andre ansigter i årevis. Som aldrig har sat deres ben i akutafdelingen. Som skal vises, hvor toiletter og blodtryksapparater er. En slags første skoledag for dem. Ny skole med nye venner, smitsomme patienter og isolationszoner. Førstedagsnerver. Jorden er giftig.

Vi samles i skolegården. Ambulancegården. Den er under tag, men iskold. Alle står og skutter sig. Der slås kuskeslag. Enkelte er så varmblodede, at vi kan se deres ånde fortætte sig. Rå asfalt under fødderne og hvælvet beton over os. En enkelt gul ambulance er ved at blive gjort ren.

Mette, vores oversygeplejerske, og jeg starter morgenbriefingen. Det runger i hallens elendige akustik.

Emnet er alvorligt.

Vi har haft brud på linjen. COVID19-patienter er ikke nemme at identificere. Der er sluppet en smittet patient ind i ‘ren zone’ i løbet af natten. Passede slet ikke med symptombilledet og den beskrivelse, jeg har givet klinikerne. Slap forbi visitationen. Det skaber utryghed.

Vi er nødt til at træffe vores forholdsregler. Vi flytter gravide og sårbare kollegaer fra fronten til andre opgaver. Hverken Mette eller jeg kan leve med en eventuel risiko. De må passe patienter, der er længere inde i hospitalet. Alle patienter skal have målt temperatur ved ankomst. Febrile skal gennem isolationsdøren.

Vi får styr på det. Skuden er trimmet.

De første scanningsbilleder af COVID19. Forandringerne i lungerne ligner uvejrsskyer. Jeg gyser.

Stadigvæk ting, der skal ordnes, inden regnen kommer. Jeg skal hjem i ly i aften, min datter har været symptomfri i 48 timer. Første nat i egen seng i mange dage.

Jeg har kørt på adrenalin længe og trænger nok til en pause. Inden jeg driver Mette og afdelingen til vanvid. Ikke helt svimmel nok til at lade være med at køre bil.

De første vindstød og dråber af regn.

Categories
Akutfolket

ISO 3

Dag 20 efter første COVID19 patient i Danmark

Isolationsstuerne fyldes langsomt op. Vi åbnede ISO3 i dag, så nu har vi 3 fuldt fungerende isolationsafsnit.

Det går langsomt med at få svar på tests. Vi ved ikke hvor mange der er smittede. Tester de negativt skal de ud af zonerne.

Et hold af afdelingens mere kontante læger og sygeplejersker har stået for oprettelse og indretning. Jeg fik ikke et ben til jorden – den sag leder de selv. Og det fungerer. Både processen og enheden. De ejer ISO 3.

Mette siger jeg skal holde mig fra at vandre rundt i afdelingen på skæve tidspunkter. Det er hverken godt for afdelingen eller mig. Der skal være rum til afsnitslederne. Jeg kommer til at tage ledelseskraften fra dem hvis jeg blander mig for meget.

ISO3 holdet.

Jeg tror faktisk ikke jeg kan tage noget som helst fra dem. Benhårde, dygtige og autonome for den bedste måde.

Der er blevet meget mere at lave de seneste dage. Der er også kommet mere uro. ikke konkret, bare uro. Kan mine skriverier og reaktionerne på dem være årsagen?

Det skal jeg holde øje med

Medierne er fulde af historier om manglende værnemidler. Måske bidrager det også. Det udløser i hvert fald en strøm af kreativitet og handlekraft. Cathrine, en af de helt unge læger, får den ide at samle åndedrætsværn fra de stuer hvor patienten tester negativ.

Måske de kliniske mikrobiologer samler en ide op så vi kan sterilisere dem på et senere tidspunkt

I morgen kan jeg komme hjem. Min datter blev symptomfri i går.

Categories
Akutfolket

Moralsk støtte fra min Guru

Dag 19 efter det første tilfælde af COVID19 i Danmark

Jeg så Henrik Ø første gang i et crazy show på et årsmøde i Dansk Selskab for Akutmedicin, hvor han sammen med Imran lavede et slags skuespil over deres rejse til deres stillinger i en akutafdeling.

Hvorfor skifter man fra thoraxkirurgi til akutmedicin, hvorfor går man fra astronaut til tankpasser?

I lægeverdenens hieraki rangerer vi måske på linje med psykiaterne. Som jeg i øvrigt har grænseløs respekt for.

Henrik Ø var hjemme i dag. Jeg ringede til ham fra bilen. Verden var blevet lidt kaotisk. I forsøget på at afbøde et problem, opstået på grund af min naivitet på sociale medier, havde jeg skabt et andet. Der gjorde flere kollegaer kede af det. Henrik, altid rolig. Lytter, analyserer, beroliger og får mig til at finde en vej. “We are on a mission from God” – Blues Brothers. Henrik Øs valgsprog.

Vores patienter er ikke så glamourøse.

Det er ikke som på filmene.

De fleste, vi ser, siver stille ind. De kommer ikke med helikopter, og vi modtager dem ikke i løb mod traumestuen, mens vi råber vores ordinationer.

Som regel siver de ind. Vi ser på dem. Vi har sorte rande under øjnene.

Ren punk.

Og så lytter vi.

Lytter til angsten hos kræftpatienten, der er på vej ud. Af verdenen. På familiefaren, der blev hentet fra garagen, hvor bilen stod tændt, efter firmaet gik ned. Eller på ham med prostataproblemerne, der lige nu ikke ønsker noget som helst i verden andet end at kunne tømme sin blære.

Sygeplejersker med trætte øjne og den fedeste humor.

Imran og Henrik Ø optrådte i kirurgiske huer og mikroskopbriller.

Hold kæft, hvor var de sjove!

Categories
Akutfolket

Fri os fra Bergamo

Akutafdelingen dag 18 efter første coronaudbrud i Danmark.

Det er ikke os, der redder befolkningen.

Befolkningen redder os. Allesammen.

Det er alle derudes afsavn, lukkede butikker og truede arbejdspladser, der redder os. Det er befolkningens ofre, der holder os fra tilstande som i Bresica og Bergamo.

Vi træder til, hvis det går galt. Det lover vi.

Vi er meget klar til det. Vi skal ikke have gratis pizzaer og Othello-lagkager. Det skal alle dem uden for sygehuset. De skal forkæle sig selv.

Vi undværer vores familier, mens vi er her. Overvejer om vi tør give vores syge børn et kram. Ringer til hinanden for at finde ud af om vores småsymptomer tillader os at gå på arbejde. Er jeg virkeligt panodil-syg, eller kan jeg stille med akutfolket?

Vi skal – allesammen – betale for vores pizzaer og lagkager.

Vores lokale pizzamand og lagkagebager skal også have en butik, når det her er overstået.

Det er, fordi alle derude accepterer afsavn, at vi har så lidt at lave. Tak! Fortsæt!

Vi er lykkelige, hvis vi om 4 uger har set så få dårlige COVID19–patienter, at vi skammer os.

Og det vil være alle derudes disciplin og sammenhold, der har reddet os. Allesammen.

Vi ser COVID19-patienter, ikke mange og ikke dårlige.

Tak! Fortsæt!

Må danskerne elske sine venner på afstand og udenfor.

Søren og Mette har fat i den lange ende. Lad ikke dette gå galt.

Jeg skal mødes med min kone og mine børn i dag.

På en strand. Med 2 meters afstand.