Første gang jeg holder morgenbriefing fra manuskript.
Skævt. Uoprigtigt. Jeg føler mig stiv. Manuskriptet er for langt. Ikke nærværende at stå og læse op fra telefonens skærm.
Akutfolket fryser mere i ambulanceporten end de plejer. Vi må rømme undervejs pga en ambulance, der kommer med en meget syg patient. Upassende at stå der så mange mennesker. Vi fryser stadigvæk da vi kommer tilbage til ambulanceporten og fortsætter.
Vigtige budskaber uden nerve og kontakt.
Det er stadigvæk essentielt, at vi holder fast i sikkerheds-procedurerne! Jeg venter på Jespers: “Fuck dig Ulf”, men det kommer ikke.
Desværre. Oplæst selvfølgelighed, og så en tung forklaring;
-Region Midtjylland har foretaget sin egen vurdering af risiko, og har blandt andet konkluderet, at det ikke skaber forstøvet virus i luften, når vi behandler med medicin på forstøvermaske. Vi bruger den type medicin på patienter med rygerlunger og astma.
Når der ikke er forstøvet virus i luften, skal vi ikke bruge FFP2 maskerne, som er sikrere, men vanskeligere at skaffe.
Jeg har tillid til Regionens vurdering, selv om den er forskellig fra nogle af de andre regioners, men lad være med at opholde jer på stuen, når I behandler patienter med forstøvermaske. For en sikkerheds skyld.
Der nikkes, men jeg kan ikke føle kontakten til dem. Jeg er ikke nærværende nok.
Det er sidste gang jeg går på manuskript.
Op ad dagen kontaktes vi af vores lægefaglige direktør. Hvorfor der er en kø af mennesker på ambulancerampen? Jeg kender ikke til nogen kø. Aner ikke hvorfor. Jeg hader ikke at have styr på afdelingen, og det er virkeligt ufedt når chefen opdager det.
Jeg undersøger. Der står frysende mennesker med to meters mellemrum i en kold formiddagssol. Langt hen ad rampen. Jeg snakker med dem. De er ikke meget syge, de skal bare tjekkes. Normalt får vi kun patienter til indlæggelse, ikke til almindelige tjek.
Hvad foregår der? Ikke en god dag.
Mette, min makker og afdelingens oversygeplejerske opklarer det. I løbet af weekenden har de alment praktiserende læger modtaget en mail fra sundhedsstyrelsen om, at blandt andet folk med forværring af symptomer på COVID19 “over dage”, kan undersøges på regionalt oprettede enheder.
Vi bliver tolket som, at vi er sådan en enhed.
Konkret problem der skal løses hurtigt. Intet manuskript. Den disciplin mestrer vi. Anne, vores udviklingssygeplejerske, får på ingen tid organiseret en løsning. Jan og Jonathan ,der er dagens lægeteam i ambulanceporten, assisterer hende.
På ingen tid er køen afviklet. Alle er undersøgt.
Imens kæmper vi på baglinjen for at finde en løsning til i morgen. Bare indtil infrastrukturen for regionen kommer i takt med sundhedsstyrelsens udmeldinger. Det går stærkt i disse dage, alle gode kræfter, alle gode viljer – men vanskeligt at koordinere. Vi er ikke perfekte.
Der kommer nok endnu flere patienter til ambulanceporten i morgen. Med forventningen om tryghed og et lægetjek. Vi kan ikke pode alle. Der bliver lange ventetider. Hospitalet får en anden løsning op at stå hurtigt, men nok ikke til i morgen.
Vi klarer det.
Til eftermiddagsbriefingen er min mavefornemmelse skiftet. Jeg er glad. Der er lavet løsninger. Intet manuskript for eftermiddagsbriefingen. Det var der heller ikke for dagens opgaver.
Det er nok sådan jeg har det bedst. Måske egner akutfolket sig ikke til manuskript.