Categories
Akutfolket

Udtog fra karmakontoen

Weekenden var…

Spændende.

Det er stadigvæk spændende. Vi bevæger os hele tiden i udkanten af en egentlig beredskabssituation.

For tre uger siden blev den første af vores akutfolk syg. COVID 19. Så rullede det. På toppen var vi 14-15 mand nede. En enkelt indlagt med iltbehov. Så kom patienterne. Så blev vores medicinske sengeafsnit ramt.

Over fyrre kollegaer på hospitalet.

I weekenden havde vi tre covidpatienter på intensiv. Vores COVID afsnit inde i huset var decimeret. Syge sygeplejersker, kan ikke passe coronapatienter. Alligevel lå der seks- syv smittede patienter deroppe.

Engang så jeg hånligt på folk der blev søsyge. Jeg var af den faste overbevisning, at det var et spørgsmål om viljestyrke. Det var indtil en sejltur til Færøerne. Jeg brækkede mig på en svensker.

Mine unikke evner som leder, skulle nok bringe akutfolket gennem krisen uden intern smitte. Så steg smittetallet derude.

Det her er ikke lige som en influenza. Det er mere ustyrligt, og ja – dem der bliver syge, kan blive rigtigt syge.

Vi klarede weekenden med et udtog fra karmakontoen. Vores holdning hele foråret var, at hvis andre sygehuse fik brug for hjælp – så hjalp vi.

Nu var det vores tur.

I weekenden.

Uden de andre sygehuse. Uden regionens andre akutafdelinger…

Vaccinen synes lige om hjørnet.

Det gør mig glad, og det skræmmer mig.

Lige nu klarer vi os igennem med andres hjælp. Andre afdelinger, og sygehuse, der selv er ved at komme under pres.

Vi er trætte – I er trætte.

Jeg har lyst til at give slip. Drikke og danse kædedans.

Vaccinen er der jo lige om lidt.

Hvis der er andre der har det som mig, så kan vi nå at vælte rigtigt mange gange.

Jeg er ikke et særligt religiøst menneske, men lige nu ber jeg til at alle holder fast.

Kædedansen må vente – vi kan ikke blive ved at trække på karmakontoen.

Categories
Akutfolket

137 podepinde

Den anden bølge.

Jeg tror også, vi står i den anden bølge.

4 akutfolk nede med COVID19, 16 akutfolk sat på pause indtil videre. 137 akutfolk har fået en podepind i halsen i dag.

Smitteopsporing.

På baglinjen forhandler styrelserne, regionerne og almen praksis. Alle er trætte, alle har svært ved at bevare momentum. Holde modet oppe. Holde temperamenterne i ave.

Møder. Måske ikke så frenetiske som i marts og april. Der er lidt andre ansigter på skærmene. De ser trættere ud end i marts og april.

Det er ikke sjovt længere.

Det føles som om, at hver eneste gang jeg sætter mig for at bedrive lidt fremadrettet ledelse, tænke lidt ind i 2021, så kommer forbandede Corona og forstyrrer.

Anden bølge.

En fra akutfolket tester positiv, og jeg løber fortvivlet ind på Mette Oversygeplejerskes kontor og skriger “smitteopsporing”. Så beroliger hun mig lidt. Der er styr på det.

Herning er ved at være udtamponeret igen. Smittede patienter sniger sig igennem vores forsvarskæder. Kollegaer smittes.

I starten vigtede jeg mig af at ingen var blevet smittet på afdelingen. Der var ingen smitte mellem kollegaer. Det tør jeg ikke vigte mig af længere.

“Drop din fridag – du skal testes”…

Hvornår er der afstand nok til din kollega

I Belgien tvinges COVID19 positivt personale på arbejde, fordi systemet er overvældet.

Det er blevet for koldt i ambulanceporten, så nu holder vi ikke morgenbriefing der længere.

Nu Holder vi den på en gang.

Jeg savner ambulanceporten. Frisk luft og dieselos. En lille smule udsigt til verdenen udenfor. Lidt lys fra himmelen.

Gangen vi holder morgenbriefing på er kønsløs og kedelig. Akustikken er dårligere, selv om vi ikke forstyrres af ambulancemotorer.

Jeg er træt af at høre på, at hospitalerne godt kan følge med. At vi ikke er under pres. Jeg udfordrer enhver der sige det til at følge en af vores sygeplejersker i en uge. Skifte ind og ud af isolationsgear konstant. Møde ind på ekstravagt om aftenen, efter de går fra dagvagt om morgenen, når kollegaen der skulle have vagten er hjemsendt.

Aldrig kunne stole på at man faktisk har fri.

Hvornår er der afstand nok til din kollega…

Og så smitteopsporing.

137 podepinde brugt på akutfolk i dag.

Categories
Akutfolket

Knapsu!

Nordfinsk: “En mand, der er ikke en rigtig mand.”

Han taler. Om følelser. Er usikker på sig selv. Motivransager.  Kan ikke holde ud at sidde i sauna.

Der er morgenbriefing i ambulanceporten.

Begyndt at blive køligt igen. En ambulance kører ind. Redderne støjer med dieselmotoren og hydraulik fra båresystemet. Overdøver vores tale, mens de henter patienten ud via de skriggule bagdøre. Patienten i mundbind, redderen i beskyttelsesdragt og visir. Henved halvtreds akutfolk ser scenen og morgenånden i luften. De skutter sig.

Der har været en udsendelse på TV i går. Et forfærdeligt forløb på sygehuset for et par år siden. Ingen skyldige, men et forfærdeligt, tragisk forløb. Vi må forvente, at vores patienter vil være påvirkede af udsendelsen. Måske bekymrede ved selve det at komme til os, der skal hjælpe dem.

De fleste er i forvejen bekymrede. Patienter og akutfolk.

COVID19 er begyndt at dukke op igen. Der er smittet personale på sygehuset. Overflytninger til infektionsmedicinsk i Århus.

Rigeligt at være bekymret over.

Patienten i udsendelsen. Familien. Så tragisk. Et spor af sorg gennem Horsens. Også blandt kollegaerne.

Knapsu.

Følelser.

Sammen med Mette Oversygeplejerske står jeg i porten og snakker om følelser. Hvorfor blev man lægesekretær, sygeplejerske eller læge? Ønsket om at hjælpe.

Stundom helbrede, altid trøste, ofte lindre, aldrig skade.

Næstekærlighed.

Vi står i ambulanceporten og siger ordet.

Beder akutfolket om at stoppe tre sekunder op, før de åbner døren til en stue, og tænke over, hvorfor de går ind til patienten.

Ikke gå derind, fordi de skal. Ikke gå derind, fordi Mette eller jeg siger, de skal. De skal gå derind, fordi de ikke kan lade være. Fordi det er i deres DNA at ville hjælpe.

De skal sikre sig, at de er enige med patienten om, hvorfor patienten kommer. Gøre sig umage for at forstå, hvad patienten forventer. Sikre sig, at patienten er tryg, når vi udskriver.

Drives derind af næstekærlighed.

Måske akutfolket er trætte af, at jeg står i flammende patos og roder rundt i noget, der altid er indlysende for dem.

De ser os direkte i øjnene. Rolige. Kender mig, og ved jeg er lidt Knapsu.

De er der allerede.

Akutfolket i Horsens er skarpe. De har styr på deres motivation. Kan deres fag.

Jeg bliver stolt over at have fået lov at være ledende overlæge for dem.

Hvis jeg bliver akut syg, vil jeg gerne indlægges her.

Tragedien skal skærpe os yderligere.

Categories
Akutfolket

Hotspot Horsens

Jeg kører sydover gennem september måneds Østjylland.

I morgensolen står markerne høstede. Enkelte har stadig et varmt gult skær i det spæde lys. Andre står brune og pløjede.

De fire enorme projektører fra CASA Arena i horisonten annoncerer, at jeg snart er i Horsens og på arbejde.

Da jeg passerer stadion, står folk i kø til covid-test. Ved sygehuset er der også køer af biler, der skal til det andet testcenter i byen.

I ambulanceporten sidder en læge parat til at tage sig dem med milde symptomer. Dem, almen praksis stadigvæk ikke har mulighed for at se.

Horsens er ved at blive et lokalt hotspot. På kortet er vi nu det rødeste sted i regionen. Det hotteste sted.

36 smittede pr 100.000 indbyggere.

Vi har ikke set mange COVID19 syge. Bare mange patienter. Lige før ventede seks ambulancer i porten, flere af dem på, at vi skulle få en isolationsstue klar

Der har været lidt pause i sommerferien. Opblomstringen har været svær at tage alvorlig. Ingen med de luftvejssymptomer, vi så i foråret.

Nu er vi klar til at genetablere alt.

Sammen med vores beredskabschef har jeg tegnet streger på kortet over afdelingens nybyggede område. Det åbner om et par uger. Isolationsstreger. Klar til nye isolationszoner.

Efter opblomstringen i Århus måtte vi igen bemande ambulanceporten fra 8 til 23 for at screene folk og for at håndtere mængden af mennesker, der kom.

Hvis bare almen praksis kunne finde rammen til at se de patienter, de så før i tiden.

For en halv time siden tog jeg en runde i afdelingen, efter Jesper stak hovedet ind og sagde, der var travlt. 38 patienter i 27 senge. Totalt 65 patienter i afdelingen. Skadestuen fuld. Kø i ambulanceporten og hektisk stemning. Kaldte ekstra lægeressourcer ind.

Holdet organiserede sig hurtigt, og der kom ro på. De er sgu gode.

Vi har tidspunkter, hvor kollegaer græder og ikke magter at gå ind til den næste patient.

Så møder de igen om mandagen.

Til tider er presset åndssvagt.

COVID19. Gaven der bliver ved med at give.

Vi har mødt forståelse fra ledelsen, fået tilgivelse for vores store hul i budgettet.

Vi har fået lov at ansætte flere sygeplejersker.

September Covid19 er ikke noget, der foregår på intensivafsnitter eller i kohorte afsnit.

September Covid19 er noget, der foregår på akutafdelingerne.

Måske vi snart kunne få en vaccine.

Categories
Akutfolket

COVID19 foregår i akutmodtagelserne

Med lidt hjertebanken efter for meget rødvin lørdag aften, lå jeg hjemme i sofaen. Lå i sofaen sammen med min søn. Lige startet på 2. sæson af Stranger Things, da telefonen ringede.

Den vagthavende overlæge i afdelingen var i vildrede. to sygeplejersker var så udmattede, at de ikke magtede at gå ind til næste patient. Køen foran ambulanceporten voksede.

“Ny smittestigning behøver ikke være et problem”, kunne jeg læse på TV2 news.

Ikke et problem… for hvem?

Det er ikke et problem for dem der er smittede hvis de ikke er syge. Det er ikke et problem for intensivafdelingerne, der har ledige pladser, og det er ikke et problem for de nedlagte kohorteafsnit, hvor vi i foråret samlede de syge COVID19 patienter.

En patient havde fået at vide, at hun var nummer 150 i telefonkøen til lægevagten. Så smed hun røret på, og tog hen til akutafdelingen.

Nogle gange har vi så mange patienter på vej til afdelingen, at vi skal scrolle i skærmbilledet med “på vej listen” flere gange, for at løbe dem alle sammen igennem.

Og så er der dem der bare kommer.

Da jeg kom hjem fra sommerferie, måtte vi genetablere portvagten.

“Ny smittestigning behøver ikke at være et problem”.

Fortæl det til de patienter, der gerne vil have en tid hos en almentpraktiserende læge i Region Midtjylland. Fortæl det til de alment praktiserende læger, der ikke har de midler der skal til, at servicere de borgere, de har ansvar for.

Fortæl det til den alvorligt syge patient, der gemmer sig blandt de mindre syge, på tredje skærmbillede i “på vej listen”.

Fortæl det til vores sygeplejersker, der skal flekse mellem det de er uddannet til – de alvorligt syge og ustabile patienter-, og de patienter der plejede at være lægevagtspatienter.

“Ny smittestigning behøver ikke at være et problem”. Men det er det.

Jeg skal ikke på bar i aften med mine gamle venner.

Categories
Akutfolket

Forår

Dørene mellem isolationszonerne og ren zone er blevet åbnet.

Det føles som om forårsrengøringen er overstået. Frisk luft blæser gennem gangene. Der er kommer flere smil. Jeg kan høre snak og latter. Lyde fra tiden før COVID19.

Vinteren og isoleringen er snart helt overstået, vi er sammen igen. Vi kan spise vores madpakker sammen, fortælle de lamme vittigheder der skal fortælles. Den gensidige følelsesmæssige nøgenhed er måske lidt mindre. Tonen er mere jovial og ekstrovert end for en måned siden.

Lidt flovhed? Nogle ser måske på hinanden som elskere efter et engangsknald, eller som er man vågnet efter en voldsom brandert. Tvivlen om hvad jeg egentligt gjorde og sagde i går. Åbenheden i de lukkede områder har været udtalt. Der er delt meget personligt i isolationszonerne. Nogen føler måske de har delt for meget.

Tømmermænd ovenpå hudløsheden.

Det var let at lukke ned. Målet stod klart for os alle sammen. Vi skulle ikke ende i Brescia eller Bergamo.

Zoneopdelingen gik så let. Sikkerhed var så let at kommunikere.

Jeg er så stolt over akutfolket. Som Malene skrev, endte vi ikke i et altafgørende slag – men der er kæmpet. Vi har bidraget til at COVID19 epicentret omkring Herning ikke udviklede sig en lokal katastrofe. Vi har set mange af deres patienter. De blev til vores patienter.

Akutfolket har passet godt på hinanden, og haft ryggen på borgerne i Odder, Skanderborg, Hedensted og Horsens.

Mange glemmer, at vi så rigtigt syge mennesker. Vi håndterede dem. Professionelt og effektivt. Sikkert. Vi undgik intern smitte. Kun to af vores akutfolk fik COVID19. Jeg tror ikke engang de blev smittet på afdelingen.

Det var let at lukke ned.

Åbningen er diffus.

Målene uklare. Metoderne uklare. Vi ved ikke om der kommer en ny bølge.

Jeg oplever at de enkelte afdelinger på sygehuset er ved at falde tilbage i gamle vaner. I fare for at lukke sig om sig selv. Det er bedre at andre afdelinger tager patienterne end dem selv.

End os selv.

Patienterne der tidligere undlod at søge hjælp er kommet tilbage.

Vores mål og prioriteter er i fare. Målet riskerer at blive, at beskytte sig mod arbejdspres og stress. Jeg er ingen undtagelse.

Vi er ingen undtagelse.

I dag modtog vi genanvendelige åndedrætsværn. Jeg kan huske den morgen jeg bestilte dem. Høj på adrenalin og bekymring for personalet, i en frenetisk rundringning til byggemarkeder og suspekte mellemmænd. Det var før jeg blev klar over at der var centraliserede indkøb.

Manglen blev aldrig manifest.

Det er uge siden vi sidst så en COVID 19 patient.

Vi skal have planlægningen for den fulde åbning klar. Beredskabet lukker ned om lidt.

Vinduet på kontoret er åbent. Byggelarm. Frisk luft fra fjorden. Hed elskov mellem måger på taget overfor.

Forår.

Categories
Akutfolket

Jeg fristes til at droppe værnemidler – også hos en COVID19-patient

Malene er akutsygeplejerske. Hun ser meget, hun tænker og hun siger fra. Hun skrev et brev til os. Til ledelsen. I dag er ordet hendes:

Så ramte hverdagen Akutafdelingen….i en lang periode sad vi næsten og kedede os lidt…

Vi er gået fra at opruste og forberede os på en krig mod Covid-19 til næsten at aflyse den…

Men vi er lige nu stadig i krig, med alt hvad der følger med for os sygeplejersker; værnemidler, nye procedurer, flere procedurer, kampen for at bevare nærheden til den enkelte patient gennem maske og visir og kontakten til de pårørende gennem telefonen.

Kampen for at nå at skifte en ble, lave mundpleje, observere patienten. Alt tager længere tid – tøj af og tøj på. Det er ikke bare lige at gå ind til en patient længere for at hænge antibiotika op, og når jeg står hos patienten mangler jeg pludselig lige et eller andet – tøj af og tøj på igen.

Imens ringer en af mine andre patienter, som græder da jeg endelig møder op.

Jeg har ikke længere hjælp fra patientassistenterne til mange af de basale ting – de må ikke gå ind på stuerne med mindre patienterne er afisoleret…

Lige pludselig kan jeg heller ikke nødvendigvis få gjort rent på isolationsstuerne, når jeg flytter en patient og må selv igang for at gøre plads til en ny patient…

Morgenblodprøver der tages kl 9 fordi bioanalytikerne også bruger meget tid på; tøj af og tøj på. Blå spritklude der er på vej. I restordere…

Hvad gør vi nu?

Måske er jeg netop lige nu netop midt i krigen mod Covid-19 – ikke på Italienske eller Kinesiske vilkår, men på helt almindelige danske vilkår og min kamp kommer til at dreje sig om at nå at tage mig af patienterne, for jeg kan umuligt tage mig samme antal patienterne under disse vilkår…

I denne weekend har jeg svigtet mange af mine patienter. Jeg kommer til at lave flere fejl, overse symptomer og problemstillinger. Jeg kan ikke nå at tage mig af 4 isolationspatienter, gå til kald, skabe flow i afdelingen, gøre rent og rydde op, fylde op….

Så begynder hygiejnen også at svigte og omsorgen og empatien reduceres.

Jeg fristes til at droppe værnemidler også hos en Covid-19 positiv patient, for jeg skal jo bare lige… Og jeg er bagud… Og stue 10 har ringet længe efter mig.

Akutafdelingen har gennemgået utallige omrokeringer og omstruktureringer – senest med skadestuen… Samtidig må vi lige nu løbe stærkere end nogen sinde før….

Kære ledelse… Pas godt på os, så vi kan passe godt på patienterne. I har en fantastisk afdeling med et fantastisk sammenhold. Ikke én gang denne weekend har nogen talt grimt til hinanden, snerret eller råbt af hinanden, som kan ske, når man bliver presset. Alle bider tænderne sammen og samarbejder… Men jeg ser en grad af begyndende udbrændthed og måske den er mere farlig og mere ødelæggende for en personalegruppe og for patienterne…

Så nej… krigen er ikke slut endnu. Lige nu har den bare en anden karakter end vi havde forestillet os!

Malene er akutsygeplejerske. Hun ser meget og hun tænker. Jeg er meget glad for at arbejde sammen med hende. Stolt af at have kollegaer som hende. Nu skal vi arbejde. Ledelsen.

Akutfolket skal igen skifte gear.

Categories
Akutfolket

Travlhed er ikke en formildende omstændighed

Der ligger brev i min e-boks fra styrelsen for patientklager.

På vej til akutafdelingen hører jeg P1 morgen. En læge er dømt for sin håndtering af en dreng med meningitis. Drengen døde. Lægen fik en bøde.

Jeg kan huske en travl vagt.

Der var en patient jeg sendte hjem, som døde umiddelbart derefter.

I lang tid stolede jeg ikke på mine egne vurderinger. Jeg bestilte ekstraundersøgelser på de fleste. Havde svært ved at træffe beslutninger. Jeg kunne ikke sove om natten. Hjertebanken før jeg mødte på vagt. Patienten var død. Jeg kontaktede pårørende og fortalte om forløbet. Der kom ingen klage. Den interne undersøgelse afgjorde, at jeg nok havde handlet korrekt. Men patienten var jo død. Min vurdering utilstrækkelig. Til dato ved jeg ikke om hun havde været i live, hvis min vurdering havde været anderledes.

Styrelsen for patientklager mener ikke, at travlhed er en formildende omstændighed hvis vi tager fejl. Når vi tager fejl.

Gad vide om de har stået i en akutmodtagelse. Gad vide om de kender akutafdelingernes vilkår.

COVID19 tiden er en risikosport. Alle dem der mistænkes for COVID19 undersøges. På samlebånd. Alle andre undersøges også.

På samlebånd.

Vi ved at det er farligt hvis der kommer for mange ind i en hospitalsafdeling på en gang. Crowding. Covid19 eller ikke; Mange simultane opgaver, øger risikoen for fejl.

COVID19 giver et ekstra twist på det.

Hvis man opkoncentrerer smitte på det lille lukkede område, der er en akutafdeling, øges smitterisikoen. Farligt for de patienter der ikke er smittede. Farligt for akutfolket.

Crowding.

Vi skal sørge for at de rigtige – og kun de rigtige, kommer ind på akutafdelingen. Portlægerne. De er nødt til at afvise patienter, de ikke mener er syge nok til indlæggelse.

Vi ved ikke hvem der er smittede.

Nogle dage tager det mere end et døgn at få svar på COVID19 prøverne. Patienterne kan i mellemtiden hobe sig op. Crowding. De skal ikke videre ind i sygehuset uden afklaring. Vi vil helst kun have en patient af gangen på en stue. Flere patienter på samme stue er en risiko. For patienterne og for akutfolket. For meget virus på for lidt plads.

Flaskehalsproblematikker

I ambulanceporten vurderer vi stadigvæk patienter. Almen praksis har stadigvæk ikke fået værnemidler. De kan stadigvæk ikke se sine infektionspatienter. Patienterne kommer i bølger. Syge mellem ikke så syge. COVID19 mistænkte og alle de andre.

Det går stærkt.

Lægerne i porten skal sikre at kun de rigtige kommer ind. Undgå crowding. For patienternes skyld, og for akutfolkets. De risikerer at tage fejl. Især når det skal går stærkt. Vi har sat tærsklen for at blive indlagt lavt. Mindsker risikoen for fejl, øger risikoen for crowding. Øger risikoen for smitte.

Travlhed er ikke en formildende omstændighed.

Nytter det at straffe fejltagelser?

Jeg skal have snakket med de unge læger om at stå i et job, hvor man skal tage ansvar for andres liv og helbred. Hvor man kommer til at lave fejl. Hvor man straffer sig selv. Hvor man kan blive straffet. Dømt ved en domstol.

De rammer jeg laver, definerer akutfolkets risiko for at lave fejl. For at få klager. For at blive straffet.

I min e-boks ligger brevet. Jeg ved godt hvad det handler om. Jeg lavede en fejlvurdering for et halvt års tid siden. Patienten fik en lindrende behandling udsat over en måned, fordi hverken jeg, eller den henvisende praktiserende læge, fangede problemet.

Vi har begge modtaget brev i e-boks.

Jeg lavede en fejlvurdering.

Patienten fik en måned med unødvendige smerter.

Det var før COVID19. Der var også travlt.

Først og fremmest vil vi ikke gøre skade. Vi går på arbejde for at hjælpe. Altid trøste, ofte lindre af og til helbrede.

Men vi må ikke lave fejl.

Patienten jeg fejlvurderede, har ikke lyst til dialog. Klagen ligger kun på skrift. Ingen mulighed for at forklare, ingen mulighed for at se patienten i øjnene og fortælle hvor ked jeg er af at jeg ikke var god nok. Jeg forstår vreden og behovet for at blive hørt.

Der var travlt.

Travlhed er ikke en formildende omstændighed.

Jeg er bange for hvad COVID19 gør ved akutfolket. Der er risiko for, at komme til at fokusere på det forkerte. Det er svært at undersøge når man er iklædt en rumdragt. Det er vanskeligt at være omsorgsfuld på 2 meters afstand. Dilemmaet mellem at undgå crowding, øge smitterisikoen og lave for overfladiske undersøgelser

Patienterne i porten er særligt udsatte. Portlægerne er særligt udsatte. Vi har dagligt fokus på problemet. Bekymringen er der hele tiden. Forsøget på at optimere rammerne. Forsøger at finde balancen.

Reducere risikoen for at lave fejl. Undgå crowding.

Travlhed er ikke en formildende faktor. Heller ikke når vi dømmer os selv. Heller ikke når jeg dømmer mig selv.

Jeg må have åbnet min e-boks.

Categories
Akutfolket

Hunderøvpuler!

Er der en læge til stede?

Da jeg startede som læge, var det yngste mand der skulle stå med sygeplejerskerne og lægesekretærerne i front. Vi så sjældent en erfaren læge hos de akutte patienter.

Jeg var inkompetent. 

De akutte patienter var alene med knallerter som mig selv.

Vi måtte lære hurtigt.

For snart tre år siden fik Danmark specialet akutmedicin.

Akutfolket fik læger. De akutte patienter fik deres egne specialister. Akutmedicinere.

Der er meget få der ved hvad akutmedicin er. Akutmediciner. Akutlæge.

Alle kan forestille sig en hjertelæge, en neurokirurg, en narkoselæge eller en praktiserende læge. Men hvad er en akutlæge? Det er ikke dem i de gule firehjulstrækkere med blå blink, eller dem i helikopterne. Akutfolkets læger er lidt mere anonyme.

Det er andre der udfører de vigtige operationer, fører rør op i kranspulsårer, passer respiratorererne eller skruer skruer i de brækkede ben. Akutmedicin er rugbrød og hårdt slid. 

Og så lidt til…

Akutlægerne er dem der står der hvor ambulancerne lander. De første læger den akutte patient ser, når de ruller ind gennem døren til hospitalet.  Akutlægerne laver detektivarbejde på samlebånd. Behandler patienter på tid.

Akutlægerne laver en plan for hvilke undersøgelser, der skal laves inden for en time. De beslutter hvilken behandling der skal iværksættes indenfor fire timer. For de fleste.

For de mest syge går det hurtigere.

Akutlægerne skal lede akutafdelingen. Føre akutfolket gennem kaotiske dage hvor patienterne vælter ind.

Specialisterne i akutmedicin skal have overblikket over samtlige forløb der lander i afdelingen, vejlede de yngre læger der står ved de mindre syge. Akutmedicinerne skal håndtere de sygeste selv.

Passe på de nye læger der lige er kommet fra universitetet, og skal til at starte deres karriere. Sikre at de nye læger ikke er lige så farlige, som jeg var da jeg startede.

Taktisk ledelse, undervisning og gammeldags lægegerning.

Vi finder ud af hvad der er galt med den bevidstløse og håndterer deres tilstand. Hjerneblødning? Forgiftning? Lungesygdom? Jeg har ikke tal på de patienter jeg har vækket.

Jeg vækkede en stofmisbruger med modgift. Jeg stjal hendes trip, men reddede hendes vejrtrækning. Hun blev vred.

HUNDERØVPULER!

De fleste er nu glade for os.

Vi passer på folk med ondt i ryggen, blod i urinen, dårlige rygerlunger, forsøg på selvmord, COVID19, blodpropper i benene, brækkede håndled, blodforgiftning, sukkersyge ude af kontrol, svejseøjne, angst, fuldskab, elektriske stød…

Er der en læge til stede?

Jeg har aldrig følt mig så meget til stede som når jeg er i akutafdelingen. Jeg elsker det.

Det er berusende når det lykkes at styre en kaotisk eftermiddag på akutafdelingen i Horsens. Overskue femogtyve – tredive simultane patientforløb. Når de unge læger og sygeplejerskerne danser en ballet, der får patienterne til at stryge velbehandlede gennem afdelingen. Blive to centimeter højere når en diagnose og en behandling sidder i skabet. Se lettelsen hos ham der får tømt sin blære, hvor der stod mere end en liter i. Taknemlighed, selv om jeg netop har ført et tykt kateder gennem hans urinrør.

Det  meningsfulde i at holde et bange menneske i hånden og se roen komme.

Altid trøste, ofte lindre. Af og til helbrede.

Nu kan vi ikke holde folk i hånden. Hvis vi gør det,  er det med latexhandskens bedøvende virkning imellem os. Et trøstende blik gennem et dugget visir. Et medfølende smil gemt bag et mundbind.

COVID19.

De andre specialer ser mange COVID19 patienter. Vi ser dem allesammen. Ingen lander i en seng på en medicinsk- eller intensivafdeling, uden at have være forbi akutfolket.

De fleste COVID19 patienter ser de andre afdelinger aldrig. Dem håndterer vi selv. I porten og i isolationszonerne. Beroliger de mindre syge. Hjælper de pårørende med at sige farvel til dem, der ikke kan hjælpes med en intensivplads.

Akutfolkets læger. Akutmedicinerne. Akutlægerne. Sammen med akutsygeplejerskerne og lægesekretærerne. De absolutte frontkæmpere. Også under COVID19.

Et helt nyt speciale, som akutfolket selv er ved at bygge op. Et helt nyt speciale i front mod COVID19. Et fællesskab mellem lægekollegaer, sygeplejersker og lægesekretærer. Et fællesskab som giver mig sommerfugle i maven og gåsehud.

Er der en læge til stede?

Vi har aldrig været så meget til stede som under COVID19.

Categories
Akutfolket

Hospitalets sonaroperatør

“Du har ringet til hospitalsvisitationen i Horsens – et øjeblik”

Hospitalsvisitationen tager imod alle opkald fra praktiserende læger. Fra vagtlæger. Filtrerer hvem der skal indlægges i akutafdelingen, eller skal tilbydes noget andet. Snakker med alle ambulancer der er på vej ind.

De rådgiver lægerne der ringer. Måske er det bedre for patienten at blive set i god ro og orden i et ambulatorium på et senere tidspunkt, eller måske skal der bare stilles om til en specialist der kan give den praktiserende læge et godt råd, så patienten kan blive hjemme under betryggende forhold.

Akut indlæggelse, eller et tilbud i morgen? En tur i podeteltet uden at blive set af læge? Eller en tid hos en af specialisterne om et par dage?

Epidemien har været vanskelig for alle.

De spørgsmål der stilles nu handler mest om COVID19. Der er mange opkald, men de fleste er ikke så syge.

Den store forskel fra før epidemien er, at lægerne sjældent har set patienten, der er mistænkt for COVID19. Almen praksis har ikke fået beskyttelsesdragter. De skal vurdere gennem en telefon.

Når læger skal arbejde i blinde – uden at kunne se sine patienter – er det vanskeligere at ramme rigtigt. Akut indlæggelse eller komme i morgen?

Hospitalets infrastruktur ændrer sig i takt med regeringens noget dynamiske ønsker og sundhedsstyrelsen lige så dynamiske retningslinjer. Dertil kommer lokale forhold. I sidste uge kunne podeteltet på hospitalet lave en grov undersøgelse af patienterne. I denne uge ikke. i hvert fald ikke sytematisk. Det betyder at ethvert behov udover en podepind i halsen, materialiserer sig som en patient i porten. Hos portlægerne.

Hospitalsvisitator og praktiserende læge skal sammen navigere i det dynamiske miljø. To dygtige mennesker skal sammen afgøre hvad der skal ske med en patient, som ingen af dem har set.

Ingen kan lide ikke at kunne hjælpe. Ingen kan lide at tage fejl Vi hader at være inkompetente. Det er svært at være kompetent navigatør i et evigt og hastigt foranderligt landskab.

Trods blindheden, går overraskende godt. For det meste.

Hvis den praktiserende læge og visitatoren tog fejl, kan lægen i porten fange smutterne og give et andet tilbud.

Det kan gå galt. Når vi skal se alle de mange der ikke er så syge, bliver køen på ambulancerampen lang. De fleste der kommer i egen bil, er ikke så syge, men i køen kan en meget syg gemme sig. En der var mere syg end hospitalsvisitator og praktiserende læge fik snakket sig frem til. Den syge risikerer at vente for længe på de mindre syge. Det er farligt. Det kræver skarphed af visitator i dialogen med den praktiserende læge. De sygeste skal helst ikke vente.

Lene er sygeplejerske. Hun sidder i hospitalsvisitationen. Hun har været i afdelingen væsentligt længere end jeg har. Hendes headset er blevet en del af hendes uniform. Hun har snakket med alle praktiserende læger i oplandet. Hun kender deres stemmer og de må efterhånden kende hendes. Hun har en skarp opfattelse af både talte og utalte signaler fra kollegaerne i almen praksis. En skarp sonar for fare. For COVID19.

Hun og kollegaen Irene tager telefoner på stribe. I dag er der mange med ondt i maven der skal indlægges, flere hvor praktiserende læger bare er i tvivl om dynamikken i sundhedsstyrelse og hospital.

Retningslinjerne har ændret sig så mange gange, at ingen rigtigt har styr på det længere.

Frederiksen, Brostrøm og Heunicke.

Bortset fra Lene og Irene. De har styr på det. Udprintninger og post-its med de seneste opdateringer fra sundhedstyrelse og hospital er klistret fast omkring deres arbejdsstationer. En farvestrålende skov af informationer omkring dem.

Lene er rutineret i at sortere i patienterne. De patienter der slet ikke er set af de praktiserende læger, er hun særligt omhyggelig med at spørge ind til.

Hun spotter når der er en bølge af patienter på vej, så vi kan opjustere antallet af læger i porten midlertidigt. Det skal sammen med vores koordinator times stramt, for de ekstra læger i porten tages fra isolationszonens syge patienter. De må vente mens deres læge er i porten.

I radioen siger de at der lukkes COVID19 pladser. Vores isolationszone er dagligt under pres. Køen på ambulancerampen var lang i går.

Lenes ører er ude blandt de praktiserende læger. Hun lytter efter COVID19. Som en ubåds Sonaroperatør lytter efter fjendtlige skibe.

COVID19 har sin egen dynamik.